Hjerneskadecenter er forsinket

Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

Nyt Center for Hjerneskaderehabilitering ventes indflytningsklar 1. februar.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Planerne for at samle behandlingen af borgere med følgevirkninger efter en hjerneskade har efterhånden været nogle år undervejs i Guldborgsund Kommune.

Men nu er byggeriet af det nye hjerneskadecenter i forlængelse af det eksisterende genoptræningstilbud på Møllebakken 5 så langt, at en indflytning nærmer sig. Det nye center forventes at være klar til indflytning 1. februar.

Byggeriet var oprindeligt sat til at skulle stå færdigt i december, men tidsplanen er skredet lidt på grund af corona-situationen, oplyser Helle Fejfer, som skal være gruppeleder for det nye Center for Hjerneskaderehabilitering.

Mere smidighed

Det nye hjerneskadecenter kommer til at have syv sengepladser. Lige nu er sengepladserne spredt på Bakkehuset, Aarslewsgade og Møllebakken 5. Med det nye hjerneskadecenter bliver sengepladser og behandling samlet på Møllebakken 5.

- Med det nye center kan vi forbedre synergien mellem medarbejderne, samarbejdet på tværs og højne kompetenceudviklingen. For borgerne vil det betyde bedre sammenhæng og smidighed mellem de enkelte indsatser i rehabiliteringsforløbet, og medarbejderne vil være de samme gennem hele forløbet, forklarer Helle Fejfer.

Skal man fra døgnbehandling til ambulant behandling, kan patienten fremover blive i samme hus og møde samme personale.

Det nye center henvender sig også til patienter med nedsat hørelse eller med stemmevanskeligheder.

Nybyggeriet på 1.100 kvadratmeter bliver bygget sammen med den gamle del af Møllebakken 5 på 400 kvadratmeter, og i den gamle del vil blandt andre det neuropædagogiske personale sidde sammen med hørekonsulent, stemmekonsulent, logopæder og neuropsykolog.

I den nye del vil der ud over sengepladser være træningskøkken, lokaler til ergoterapi og fysioterapi, kontorer, en fælles opholdsstue med sofa og tv samt en atriumgård.

Personale inddraget

Centret kommer til at huse 32 medarbejdere, og de har været med til at sætte deres præg på indretningen.

- Det er fantastisk dejligt, at vi har fået lov til at være med til at indrette huset sammen med arkitekterne, så vi har kunnet sørge for, at huset opfylder borgernes behov. Centeret er bygget op, så det inviterer til at være sammen med de andre, så man ikke isolerer sig på stuen, fortæller Helle Fejfer.

- Derudover har vi fået nye træningsmaskiner, så vi kan højne kvaliteten af genoptræningen, tilføjer hun.