Hjertestop gav Mikkel fokus på livsmål

Mikkel Wesselhoff går tilbage i målet, hvor han faldt om med hjertestop 6. marts 2008. Foto: Claus Hansen

Som 28-årig oplevede Mikkel Wesselhoff det samme som landsholdsspilleren Christian Eriksen

Offentliggjort Sidst opdateret

LISTRUP Det går så hurtigt, at Mikkel Wesselhoff ikke rigtigt husker, hvad der sker. Han står på mål på fodboldbanen i Listrup. Det er en kølig dag 6. marts 2008. Mikkel bliver dårlig og falder om uden bevidsthed. Hjertestop.

Nu er han tilbage og skridter hen over boldbanen mod sit mål. 13 år ældre og rigere på livserfaring.

Rundt om ham løber en sværm af små fodboldpiger og- drenge, der er på DBU's fodboldskole i sommerferien. Sådan en dreng var "Wessel" også. Han spiller fodbold med glæde og entusiasme fra miniput til den dag, han som 28-årig pludselig ligger ned i sit mål på LUIF's bane.

Holdkammeraterne er hurtige med hjertemassagen, og ambulancen er fremme på få minutter. På vejen fra Listrup til Nykøbing sætter hans hjerte ud to gange mere.

Gode folk får og holder liv i Mikkel. Først på græsset, så på båren og siden på Nykøbing Sygehus, hvor han bliver lagt i koma og kølet ned. Dagen efter bliver han vækket, og lettelsen er stor. Hans hjerne har ikke taget skade af at mangle ilt under hjertestoppene. Næste tur går til hjertespecialisterne på Rigshospitalet, hvor udredningen går i gang.

Diagnosen er en virus på Mikkel Wesselhoffs hjerte. Virussen gør, at hjertet tilfældigvis under fodboldtræningen hopper et par slag over, det kan ikke finde tilbage i sin rytme - og går ud. Mikkel er ikke hjertesyg, der ligger ikke noget arveligt eller genetisk bag hans hjertestop. Et sammenfald af uheldige omstændigheder, lyder konklusionen efter en lang udredning og deltagelse i forskningsprojekter.

Med den viden - og en livsforsikring i form af en lille indopereret hjerterstarter under skjortelommen - går Mikkel Wesselhoff videre i livet og beslutter sig for at få det bedste ud af sin nærdødsoplevelse. Han kigger kritisk på sit privat- og arbejdsliv og får et fornyet fokus på sine livsmål.

- Jeg ville da gerne have været mit hjertestop foruden. Men når det nu er sket, har jeg valgt at betragte det som en gave. En gave, der har givet mig et klarsyn på, hvad der er vigtigt i mit liv og et nemmere fokus på at leve efter det, fortæller Mikkel Wesselhoff.

Hjertestoppet gav Mikkel Wesselhoff klarsyn på de vigtige ting i livet. Foto: Claus Hansen

Tre cirkler

I 2010 gør han op med en stresset tilværelse i restauratørbranchen. Han er i dag direktør for Business Lolland-Falster, far til tre og universitetsuddannet i erhvervsøkonomisk ledelse fra Aalborg Universitet og innovation på Harvard Business School.

- Jeg arbejder med tre cirkler i mit liv. Den første rummer det, jeg kan gøre noget ved. Jeg er for eksempel selv herre over, hvad jeg spiser, og om jeg er ked af det, glad eller sur. Den anden cirkel rummer det, jeg kan påvirke. På mit arbejde kan jeg for eksempel påvirke en strategi eller en kollega. Den tredje cirkel rummer det, jeg absolut ikke kan gøre noget ved eller påvirke. Jeg har arbejdet med at erkende, hvor jeg er i mine cirkler, og det har gjort det nemmere for mig at håndtere, at jeg ikke kunne have gjort noget som helst anderledes forud for, at jeg får hjertestop under en fodboldtræning, forklarer Mikkel Wesselhoff.

Den erkendelse har sat rammen for, hvordan han er kommet videre fra sin nærdødsoplevelse, og han håber, at andre kan bruge hans erfaring konstruktivt i deres liv.

- Når man har livet på højkant, får man sine prioriteter helt op at lyse klart. Man finder ret hurtigt ud af, hvad der for alvor betyder noget i ens liv. For mig betyder det, at jeg skal gøre det, der gør mig glad, det, der er sjovt og inspirerende. Nærvær overfor mine børn, kæreste og andre i mit privatliv står højt på min liste, og i mit arbejdsliv fokuserer jeg på det, der giver mig energi og glæde, fortæller Mikkel Wesselhoff og fortsætter:

- Jeg møder mange mennesker, der lever alt for meget i de cirkler, de ikke kan gøre noget ved. Folk, der bekymrer sig unødigt meget og om ting, de alligevel ikke har indflydelse på. Når bekymringen tager over i livet, lægger den sig som et lag på ens person, handlinger og tanker. Man bliver begrænset og får et liv, hvor man ikke er helt glad. Eller i hvert fald et liv, der kan leves gladere. Jeg er glad for mit liv, fastslår Mikkel Wesselhoff.

Men kan man virkelig sætte sig ud over den angst, der kan følge med så voldsom en oplevelse som et hjertestop ud af det blå? Og beslutte, at det vil man hverken blive ked af eller bange for?

- Jeg kan huske første gang efter hjertestoppet, hvor jeg snører mine løbesko, og pulsen begynder at komme op. Jeg bliver lidt nervøs og i tvivl, om jeg kan stole på min krop, der jo har svigtet mig. Men jeg fokuserer på, at jeg har et hold af verdens førende hjertespecialisters ord for, at jeg ikke skal bekymre mig. At risikoen for, at jeg med min diagnose vil opleve det igen, er meget lav. At jeg ingen indflydelse har på, hvad der kan ske. Og at jeg vil koncentrere mig om at være til stede, hvor jeg er, så kan jeg styre mine reaktioner på de følelser, jeg får. Det virker for mig - dengang og nu, konstaterer Mikkel Wesselhoff.

. Foto: Claus Hansen

Et råd til Eriksen

Da landsholdsspilleren Christian Eriksen falder om på fodboldbanen i Parken under Danmarks EM-kamp, sidder Mikkel hjemme foran skærmen med venner og familie.

Mens alle holder vejret for spilleren på græsset, får han gelejdet selskabets børn ud af stuen. De små skal ikke se på en mand med hjertestop. De skal ikke bekymre sig.

- Jeg bliver i et splitsekund påvirket af at se Christian Eriksen. Jeg er urolig for ham, men tænker nok mest på dem, der er rundt om ham. Spillerne, hans familie og venner, mens vores gæster og min kæreste bliver meget bekymrede for mig og mine følelser, fordi jeg selv har prøvet det. Men når man selv har ligget der, bliver man faktisk ikke så påvirket. Det er som ved en fodboldkamp, hvor tilskuerne eller tv-seerne er mere nervøse for det, der foregår på banen, end spillerne er. Spillerne er trænede i deres roller og fokuserede på det, de kan styre selv. Sådan havde jeg det også, da jeg vågnede op, og sådan havde jeg det, da Christian Eriksen fald om. Mit fokus er på at komme videre, slår Mikkel Wesselhoff fast.

Et velment og forsigtigt råd til Christian Eriksen fra en, der selv har været der, og så i dag har 13 års perspektiv på oplevelsen, lyder sådan:

- Jeg vil råde ham til at få sine prioriteter rigtige i forhold til, hvad der gør ham glad. Hvad det så er, ved jeg jo ikke. Det samme råd har jeg til alle andre, der skal igennem livskkriser: få styr på dine prioriteter. For når du er glad selv, kan du også være noget for andre. Og så skal der hjertestartere op overalt.

Læs mere om Mikkel Wesselhoff hjertestop i lørdagens Folketidende. Blandt andet i artiklen: "Kom på banen, Wessel".

. Foto: Claus Hansen
. Foto: Claus Hansen
. Foto: Claus Hansen
. Foto: Claus Hansen
. Foto: Claus Hansen
. Foto: Claus Hansen
. Foto: Claus Hansen