Højskole-elever på tur overvældet af lokal hjælpsomhed: - Folk har været så søde
De nåede målet: Katinka Blicher Bolther og Aksel Friis-Jensen foran Gedsers byskilt. Det er den sidste tredjedel af trioen, Liv Hjørdis Gerlach á Argjaboda, der har taget billedet..
Uden penge og med flere forskellige destinationer i Danmark som mål blev alle elever på Rødding Højskole i Sønderjylland mandag morgen sendt af sted ud i landet. Tre af dem skulle blandt andet til Gedser, og det blev en rigtig positiv oplevelse.
Eleverne fik et kvarter til at pakke, inden de mandag morgen blev sendt afsted i busser til Fredericia i små grupper uden penge. Herfra skulle de på egen hånd klare sig videre og nå rundt til tre forskellige destinationer rundt om i Danmark og være tilbage på højskolen igen kun godt et døgn senere.
Tre af eleverne havde altså fået Gedser som en af deres destinationer, og da Folketidende talte med dem mandag, var de på vej med Molslinjen fra Aarhus med Dragør som næste stop. Og det var her, at de bad om hjælp til at komme videre fra Dragør til Gedser.
- Det var mega hårdt, men folk har været SÅ søde. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange beskeder og opkald, vi har fået. Vi har endda også fået hjælp til nogle af vores venner fra højskolen, som skulle til Rødby, fortæller 20-årige Katinka Blicher Bolther fra København, som var sammen med Aksel Friis-Jensen (21) og Liv Hjørdis Gerlach á Argjaboda (20) på turen til Gedser.
Fik et lift til Gedser af par på ferie
Annonce
Overnatningen klarede trioen hjemme hos Aksel, og tirsdag morgen kørte hans mor dem til en motorvejstilkørsel et sted på Sjælland, hvorfra de selv måtte sørge for at komme videre.
- Vi mødte et par, som havde ferie og ikke rigtig havde nogen planer, så de kørte os resten af vejen til Gedser, og da vi skulle tilbage til højskolen, gav de os et lift til Ringsted. Derfra fik vi et nyt lift til Korsør, hvor vi mødte en, som kørte os helt hjem til højskolen, fortæller Katinka Blicher Bolther.
I forbindelse med besøget i Gedser var en del af opgaven, at de tre højskoleelever skulle tale med nogle turister.
- Vi mødte både nogle ornitologer og en norsk familie, der var på ferie i Danmark, nede ved Gedser Odde, fortæller Katinka.
Da Folketidende taler med hende tirsdag kort før klokken 17, er de netop vendt tilbage til højskolen.
- Det har været virkelig sjovt, og folk har været utroligt venlige og gæstfri. Jeg synes tit, man hører, at danskerne er meget lukkede, men sådan har vi ikke oplevet det. Det har også givet os et særligt fællesskab at være sammen på den her måde i over 24 timer, og vi har også hjulpet hinanden grupperne imellem.
- Man finder ud af, at man kan klare ret meget, og samtidig har vi oplevet, at folk har været utroligt søde ved os, slutter hun på telefonen fra Rødding, mens et jubelbrøl i baggrunden indikerer, at endnu en gruppe er nået godt hjem.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde