HOLDER ÅBENT ÅRET RUNDT TRODS PERSONALEMANGEL
Betina Kjær Hansen er indehaver af og apoteker på Nykøbing F. Svane Apotek. Hun har igen søgt om at blive egnens vagtapotek, men det er i en branche, der er ramt af mangel på arbejdskraft. Foto: Kim Pajor
Privat
Apoteker over hele landet råber efter arbejdskraft, men et enkelt apotek på Lolland-Falster vil fortsat tilbyde service hver eneste dag året rundt. Også her mangler man dog personale, lyder det.
NYKØBING: Svane Apoteket på Slotsbryggen har forlænget aftalen med Lægemiddelstyrelsen om fortsat at være egnsdelens vagtapotek. Det til trods for at Lægemiddelstyrelsen har haft overordentligt vanskeligt ved at få landets apoteker til at påtage sig vagtforpligtigelsen.
Vagtforpligtigelsen er ressourcemæssigt temmelig tung, og den massive mangel på faglært personale gør det meget vanskeligt at løfte opgaven, oplyser apoteker Betina Kjær Hansen.
Det er nok også årsagen til, at færre apoteker har søgt om at blive vagtapotek. Og jeg kan godt forstå dem.
Betina Kjær Hansen, apoteker
Netop den massive mangel på især farmakonomer betyder, at mange apoteker landet over i den senere tid lukker ned for deres afdelinger. Senest har kollegaen i Nykøbing lukket ned for sin apoteksfilial på Østerbro på grund af manglende faglært personale.
Giver tryghed
Men fremover vil Nykøbing F. Svane Apotek altså fortsat påtage sig vagtforpligtelsen som det eneste apotek på Falster. Samme ordning findes på Løve Apoteket i Nakskov. Det betyder, at borgere efter nytår fortsat kan få adgang til akutmedicin alle ugens dage - også på helligdage.
- Det er trygt at vide, at man har et apotek, hvor man i akutte situationer kan hente sin receptpligtige medicin uden for den almindelige åbningstid, forklarer Betina Kjær Hansen.
Hun tilføjer, at det dog er en personalemæssig udfordring at få vagterne besat.
- Det er nok også årsagen til, at færre apoteker har søgt om at blive vagtapotek. Og jeg kan godt forstå dem.
Rammerne for vagtordningen er reguleret af Lægemiddelstyrelsen, og det er derfor myndighederne, der bestemmer vagtåbningstiden og de lovmæssige gebyrer i vagten.
Rammerne for vagtordningen tilstræber, at kunder med akut brug for nødvendig medicin skal have adgang til apoteket i ydertimerne. Derfor reserveres tidspunkterne på hverdage fra klokken 8.00 - 9.00 og klokken 18.00 - 19.00, lørdag fra klokken 08.00 - 09.00 samt 14.00 - 18.00, og på alle søn- og helligdage fra klokken 10.00-13.00 til ekspedition af akutte recepter.
Kan ikke undgå ventetid
Ved ekspedition af ”ikke-vagtrecepter”, der altså vil sige recepter som er mere end 24 timer gamle, pålægges et vagtgebyr på 20,65 kroner jævnfør lovgivningen.
Beløbet er en kompensation for de ekstra lønudgifter, som apoteket har til aflønning af personalet i ydertimerne og på søn- og helligdage.
Apotekets almindelige åbningstider vil fra 1. januar 2023 være fra klokken 09.00 - 18.00 på hverdage og lørdage fra klokken 09.00-14.00.
Disse tider er i øvrigt nøjagtigt de samme som de seneste fem år, hvor apoteket har haft vagtordningen. Inden for den almindelige åbningstid opkræves der ikke et vagtgebyr.
Betina Kjær Hansen tilføjer, at personalet altid gør sig umage med at give kunderne en god service. Men da der også her er mangel på personale, så kan ventetid ikke undgås.
De nye åbningstider kan ses på apotekets hjemmeside ved årsskiftet.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker