Hotel i millionunderskud: - 2023 bliver bedre
Økonomisk set blev 2022 ikke noget godt år for Hotel Saxkjøbing. Driften gav underskud, men Claus Meyer er fortsat indstillet på at sikre driften. Arkivfoto: Kim Møller Pedersen
Kim Møller Pedersen FT
2022 bød på et underskud på 2,4 millioner kroner. Claus Meyer holder hånden under hotellet, som skal spare for at sikre overskud.
SAKSKØBING: "Årets udvikling og resultat anses for ikke tilfredsstillende."
Sådan står der i det årsregnskab, som Hotel Saxkjøbing A/S offentliggjorde fredag. Her kan man læse, at 2022 endte med et underskud på 2,4 millioner kroner.
I en sms til Folketidende konstaterer Claus Meyer, at årets resultat hænger sammen med, at 2022 var et svært genåbningsår efter lukningen på grund af corona.
"2023 bliver bedre", skriver han i sms'en, og samme forventning udtrykkes i årsregnskabet, der taler om besparelser:
2023 bliver bedre.
Claus Meyer, ejer af Hotel Saxkjøbing A/S
"Ledelsen forventer, at indtjeningen forbedres i 2023 og de følgende år. Ledelsens forventninger baseres på forventninger om uændret eller øget aktivitet og med besparelser på driftsomkostningerne."
I sms'en uddyber Claus Meyer meldingen om besparelser på denne måde:
"Det er en faglig dans mellem omkostninger og indtægter. Men vi startede 2023 i bedre balance end 2022, hvor vi genåbnede."
Sikrer driften
Efter årets underskud har selskabet en egenkapital på knap 1,4 millioner kroner, men ligesom tidligere år er Claus Meyer klar til at holde hånden under og sikre driften.
Han ejer hotellet gennem Claus Meyer Holding A/S, der har erklæret, at det vil sikre det kommende års drift ved om nødvendigt at tilføre flere penge, efterhånden som det kan blive nødvendigt.
Hotel Saxkjøbing A/S har i øvrigt gæld for 25,8 millioner kroner. Af dem er de 12,4 millioner kroner lånt af Claus Meyer Holding A/S, der har tiltrådt en tilbagetrædelseserklæring. Den indebærer, at holdingselskabet ikke vil kræve lånet betalt tilbage, før hotellet har råd til det.
I gennemsnit har hotellet haft 17 beskæftigede i 2022, og tidligere i år blev der ændret i ledelsen af hotellet.
Efter at Claus Meyer i en overgangsperiode havde været direktør, tog Charlotte Høyer over 1. februar. Ved samme lejlighed stoppede Tage Nielsen som bestyrelsesformand og blev afløst af Claus Meyer.
Claus Meyer Holding A/S har i øvrigt også offentliggjort årsregnskab. Det melder om et overskud på 12,3 millioner kroner og har nu en egenkapital på 107 millioner kroner.
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker