Huerne fløj og studenterne hujede

Det lykkedes traditionen tro hf'erne på VUC at smide deres nyerhvervede hovedbeklædning op i luften. De fleste fandt den da også igen ret hurtigt. Foto: Andreas Johansen

Fredagen bød på fejring af flere studenter.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Chancen for, at du allerede er stødt på en af de imponerende støjsendere, der kører rundt pyntet med balloner og fulde teenagere på ladet, er ganske stor disse dage.

Fredag blev endnu adskillige kuld færdige. For nogen betyder det en hvid hat, der koster det samme som den fattige students kostbudget for hele juni måned, for andre betyder det skiftet fra lærlingeløn til voksenpenge på kistebunden.

Men fælles for alle er, at det er en dag med mange store følelser.

Glæden over at være færdig med det, der for mange nok er et af de største og mest opslidende projekter, de har været igennem. Frygten for at skulle se de klassekammerater, man har gået så grueligt meget igennem med, flytte til en anden landsdel for at læse videre.

Begge disse følelser og en masse andre summede gennem de studerendes hoveder fredag.

Lad os tage den kronologisk: På Katedralskolen fik de to hf-klasser hvide handsker på, før de fik lov at trykke rektor Kirsten Danving i hånden og modtage diplomet for to års hårdt slid.

- Hold fest, hvor er det gået stærkt. Og hvor har vi haft nogle gode år sammen. Jeg kigger på over 50 forskellige mennesker, der har fået hue på. Det ser jeg som vores styrke. Vi er forskellige, og vi repræsenterer samfundets mangfoldighed - det skal vi huske på og tage med videre, forklarede Mathilde Lollike fra 2.P foran de hvidklædte studenter og de stolte venner og familiemedlemmer.

På VUC fik hf'erne også deres fejring. 27-årige Tarek Rushdi, der kom som flygtning til Danmark fra Syrien i 2016, fik lov til at tale til sine medstuderende. Og en håndfuld blev hevet frem for at blive hyldet for deres særlige flid og indsats på skolebænken over de to år, uddannelsen varer.

Det gjaldt blandt andre Stephanie Knudsen og Eliza Christine Petersen. De blev hevet op foran salen og hyldet af uddannelseschef Sara Langerup.

- Jeg tror slet ikke, nogen af os havde forventet det. Da det blev annonceret, at nogen skulle hyldes, så sad vi ved siden af hinanden og var enige om, at det ikke var nogen af os, forklarer Stephanie Knudsen, der blev årets kursist, belønnet for sit høje, faglige niveau - en titel, Eliza Christine Petersen også modtog.

- Jeg har fået at vide, jeg skulle stole mere på mig selv. Jeg har ikke stolet så meget på mine egne evner. Det er nok derfor, jeg blev hevet frem i dag, vurderer Eliza Christine Petersen.

Men det er ikke alle, der sluttede dagen med en halvdyr hvid hue på hovedet. På uddannelsen til industrioperatør på Celf var svendeprøven lidt mindre formel.

- Det er heldigvis gået rigtig godt. Vi er ikke færdige med den praktiske del, men den skriftlige opgave er gået bedre, end jeg tror, mange af eleverne selv forventede, sagde faglærer Hans Peter Jensen.

Studerende fra andre studieretninger var hevet ind for at synge for på Katedralskolen. Foto: Andreas Johansen
Tarek Rushdi blev også hyldet af sine medstuderende for sit hårde arbejde. Foto: Andreas Johansen
De hvide handsker blev fundet frem, før studenterne måtte trykke rektors hånd. Foto: Andreas Johansen
Mathilde Lollike fra 2.P holdt en smuk tale for de fremmødte. Foto: Andreas Johansen
Elever og lærere spillede sammen til dimissionen på Katedralskolen. Foto: Andreas Johansen
Fejringen af dagen mindede meget mere om de traditionelle fejringer i år, end de gjorde i 2020. Foto: Andreas Johansen
Stephanie Knudsen og Eliza Christine Petersen blev begge belønnet for deres hårde flid. Foto: Andreas Johansen
Industrioperatørlærlinge på Celf svedte over den sidste opgave på skolebænken. Foto: Andreas Johansen
HF-studenterne skal ud at køre med lastvogn lørdag. Foto: Andreas Johansen
Det lykkedes, men det krævede teamwork at få maskineriet til at makke ret. Foto: Andreas Johansen
Det lykkedes, men det krævede teamwork at få maskineriet til at makke ret. Foto: Andreas Johansen