Hun bliver! For 10. gang skriver Mulle under

Hele NFH's Mulle. Det er svært at forestille sig et hold uden hende. Foto: NFH

Hvis man siger NFH, må man sige Mulle. Nu er det officielt, at hun forlænger med klubben forud for sit 10. år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Er det en overraskelse, at Kristina Kristiansen, bedre kendt som Mulle, forlænger med Nykøbing Falster Håndboldklub?

Ikke for hende selv.

Selvom forlængelsen har været længe undervejs, er det kun for alle udenforstående, at det har taget lang tid.

- Aftalen har ikke taget lang tid, det er bare lang tid om at komme ud. Vi har snakket i lang tid om den, forlængelsen har været på plads i mange måneder, men man skal finde det rette tidspunkt at komme ud med det, fortæller NFH ikonet.

- Jeg har været sikker i min krop i lang tid. Flere måneder har jeg bare gået og ventet på, at det skulle komme ud, så jeg kan fortælle folk, at det er her, jeg bliver.

Vi spiller håndbold fordi, vi gerne vil have noget rundt om halsen.

Kristina Kristiansen

Fokus

Sæsonen skal spilles færdig, og fokus er på at sikre fjerdepladsen i ligaen.

Flere profiler skiftes ud til den kommende sæson, men Kristina Kristiansen er ligeglad med, hvordan holdet er sammensat, der er kun ét mål.

- Om det er et nyt hold, eller et gammelt hold, vil man vinde alle kampe. Man vil vinde guld! Man vil komme så langt i alle de turneringer, der nu er. Det vil jeg næste sæson og sæsonen efter den også, siger hun.

- Vi spiller håndbold fordi, vi gerne vil have noget rundt om halsen.

Kristina Kristiansen er fuldt fokuseret på de kommende sæsoner og ved, hvad hendes rolle bliver. Foto: Nicklas Linnemann

Selvom næste sæson bliver Mulles 10. år i klubben, er hun sikker på, at hun stadig har masser af gas at give.

Jeg kan ikke se mig andre steder, end i Nykøbing.

Kristina Kristiansen

I introduktionen af den erfarne spiller, fremhæver administrerende direktør Kenneth Sahlholdt også Kristina Kristiansens fart, overblik og evne til at spille hele holdet bedre.

Men det betyder ikke, at hun ikke har mere at lære.

- Jeg kan stadig lære rigtig mange ting. Jeg vil også gerne lære rigtig meget fra mig, det er en god blanding af det hele. Man vil altid udvikle sig. Den dag man føler, man kan det hele, skal man stop med det man laver. For mig er der altid noget at bygge videre på, forklarer Mulle.

Et ikon

Inden Kristina Kristiansen kommer hen til interviewet, går hun gennem en skare af mennesker. Alle stopper hende, krammer, klap på skulderen og et stort grin. Sådan bliver hun taget imod af klubbens ultras.

- De her fans i Nykøbing, de er ikke bare nogen, der kommer og går, de bliver her hele tiden og støtter os i medgang og modgang. Man kender jo mange af dem, fortæller hun.

"Mulle! Mulle! Mulle!" Sådan råbte fansene, inden hun fik lov til at tale. Foto: NFH

Især fansene fremhæver hun som en af grundende til, at hun ikke søger andre klubber.

Samtidig er hun interesseret i at bygge NFH op til noget mere.

- Jeg er et tryghedsmenneske, og jeg kan godt lide at bygge noget op. Jeg kan ikke se mig andre steder, end i Nykøbing, som mit liv ser ud nu, siger stjernespilleren.

- Jeg elsker at være her. Jeg er glad for, at jeg bliver to år mere.

Inden hun forlader interviewet for at hilse på de næste fans, understreger Mulle, at Nykøbing Falster Håndboldklub passer perfekt til hende.

- Det er helt fantastisk i vores hal, og være sammen med publikum, som er det bedste i Danmark synes jeg. Både på hjemmebane og udebane.