Hun lavede ravage i byrådssalen: Det er faktisk uforsvarligt

Et impulsivt forslag fra DF's Stine Steffensen faldt andre byrødder for brystet. Foto: Maria Glasius Lange

Byrådet skulle vedtage et anlægstilskud til Sakskøbing Kystbeskyttelseslag på 750.000 kroner. Men det var ikke nok, mente Dansk Folkeparti, der med det samme ville finde fem millioner kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret

I et samarbejde med Guldborgsund Kommune er borgere fra Sakskøbing netop nu i gang med at opføre et anlæg, der skal beskytte byen i tilfælde af stormflod.

Et projekt, der på grund af prisstigninger er blevet dobbelt så dyrt som estimatet på 20,6 millioner kroner, og som Guldborgsund Kommune siden begyndelsen har ønsket at støtte med 25 procent af prisen.

Derfor skal der flere penge på bordet end de 750.000 kroner, som et enigt byråd torsdag aften vedtog som en ekstrabevilling oveni de fem millioner kroner, kommunen tidligere har bidraget med til projektet.

Det var langt de fleste partier enige om.

- Moderaterne kommer til at gå ind i budgetforhandlingerne med et ønske om at finde et eventuelt større kommunalt bidrag, lød det fra formanden for Teknik-, Klima- og Miljøudvalget, Jesper Blomberg (M).

Hvorfor ikke tage til afstemning, at vi kan afsætte fem millioner kroner allerede i aften i stedet for de 750.000 kroner?

Stine Steffensen, Dansk Folkeparti

- For det er en ordentlig øretæve, man har fået i Sakskøbing Kystbeskyttelseslag i form af en fordobling af prisen. Vi mener også, at man bør se på muligheden for at komme med et større kommunalt bidrag. For det er utrolig vigtig infrastruktur at få slusen til at fungere, lød det fra Socialdemokratiets Ole Bronné Sørensen.

I Det Konservative Folkeparti konstaterede Johannes K. Kristensen, at det næsten virkede som en billig omgang, og også her er man klar til at forhandle om flere midler.

Impulsivt forslag

Men Dansk Folkeparti mente ikke, at det var nødvendigt at vente.

- Hvorfor ikke tage til afstemning, at vi kan afsætte fem millioner kroner allerede i aften i stedet for de 750.000 kroner? foreslog gruppeformand Stine Steffensen.

Pengene, forklarede hun, burde kunne findes blandt de likvide midler på 57 millioner kroner, som partierne få minutter forinden havde overført fra sidste års budget til dette års budget.

Sluseanlægget hen over Sakskøbing Fjord skrider planmæssigt frem, men det bliver dobbelt så dyrt som først vurderet. Foto: Kim Møller Pedersen

Det var dog kun Dansk Folkepartis to medlemmer, der stemte for idéen.

- Det var et lidt impulsivt forslag, erkendte hun efter mødet.

- Men der kommer til at gå tid med forhandlinger, hvis man skal gå den slagne vej. Så nu ville jeg foreslå, at man kunne bevillige yderligere fem millioner kroner allerede i aften.

Ikke et fair forslag

Blandt flertallet fremstod den afstemning dog "decideret uforsvarlig", forklarede Katrine Burmann (S) efterfølgende.

- Vi er nødt til at finde ud af, hvordan vi løser det her bedst. Vi ved ikke engang, om behovet bliver yderligere fem millioner kroner. Sådan noget skal undersøges først.

I Venstre blev forslaget opfattet som et eksempel på "manglende respekt", og i Det Konservative Folkeparti fremstod det "utroværdigt", mener Johannes K. Kristensen.

- Det er ikke fair at komme med sådan et forslag i byrådssalen. Hvad skal de andre partier gøre? Vi vil gerne yde flere penge til projektet, men det skal foregå efter bogen. Det her skal behandles ordentligt.

Pengene er allerede afsat

Ole K. Larsen (V) understregede, at sagen har været behandlet i Økonomiudvalget, og her udtrykte ingen af medlemmerne et behov for at sætte speederen så voldsomt i bund.

- Dertil kommer, at en stor del af de her penge, der er blevet overført fra 2024 til 2025, allerede er dedikeret til projekter. De 100 millioner kroner, der hører under mit udvalg, skal blandt andet gå til Bastebrohuset og flere andre udpegede projekter. Hvis man lige bruger fem millioner kroner til slusen, ville de penge mangle til noget andet, siger han, der er formand for Landdistrikter-, Kultur- og Fritidsudvalget.

Heller ikke Jesper Blomberg (M) kan for nuværende finde fem ledige millioner i Teknik-, Miljø- og Klimaudvalgets budget.

- Det står alle lige for at komme med forslag i byrådssalen. Og man kan så kalde det et forsøg på stemmefiskeri eller opmærksomhed. Det er helt fair. Men man så med al tydelighed, at der ikke var flertal for forslaget, og det var fordi, at det ikke var rettidig omhu.