Hundelufter i hælene på tyv

Nykøbing F. Han skulle lige ud og lufte hunden ved 22-tiden som en pause fra festlighederne 1. Juledag, da noget mistænkeligt støj inde fra det ellers tomme nabohus på Østrigsvej fik fanget hans opmærksomhed.

Støjen fik den mandlige hundelufter med bopæl i Vanløse til at rykke nærmere, og i nabohusets indkørsel nåede hundelufteren tilsyneladende at være så generende tæt på en indbrudstyv, at denne løb væk fra nabohuset og forbi hundelufteren med retning mod Italiensvej.

Hundelufteren fulgte dog stille og roligt efter, og minsandten om ikke der igen så ud til at være noget mistænkelig aktivitet inde fra en villa på Italiensvej.

En mistænkelig lyskegle

Her så hundelufteren en lyskegle bevæge sig rundt i et ellers tomt hus, men med hundelufterens opmærksomhed hængende over skuldrene var der pludselig heller ikke nogen lyskegle, der bevægede sig mistænkeligt rundt inde i det tomme hus.

På dette tidspunkt var politiet også nået frem, men de kunne ikke registrere noget indbrudsforsøg nogen af stederne. Til gengæld udtrykte vagthavende hos politiet stor tilfredshed med den nabohjælp, som hundelufteren fra Vanløse havde ydet.

Derudover kunne hundelufteren også give et signalement af den formodede indbrudstyv, som var almindelig af bygning og iført mørkt tøj og endnu mere præcist en trøje med hætte.




En ganske god form for nabohjælp blev leveret af en mandlig hundelufter fra Vanløse, der ellers blot var i Nykøbing for at fejre jul hos sin mor.

Offentliggjort Sidst opdateret