Hurtige fødder i pedalerne og udsigt til søndagsløb

Der trænes tirsdag og - som her - torsdag aften hos MTB Sakskøbing, der er gået fra at være en cykelklub for mænd til at rumme både et juniorhold og et spirende kvindehold. Foto: Anders Knudsen

Søndag er der cykelløb med start bag B. Frems klubhus og to ruter. Man behøver ikke at være medlem af MTB Sakskøbing for at være med. Der skal bookes tid for at deltage

Offentliggjort Sidst opdateret

SAKSKØBING Naturligvis trillede torsdagsbolden på B.Frems baner, da mørket faldt på torsdag aften. Samtidig blev der samme sted sat lys på små 20 mountainbike-cykler. Der var nemlig træning hos MTB Sakskøbing, som er det nye navn på "cykelklubben i boldklubben".

- Vi er stadig en klub for dem, der ikke nødvendigvis er toptrænede. Det startede for to år siden med Mandfolk på MTB og som en del af "Bevæg dig for livet". Men sidste år skiftede vi navn til MTB Sakskøbing. Det er ikke mindst, fordi vi gerne vil signalere, at det ikke kun er en cykelklub for mænd, lød det inden afgang inde i varmen i B.Frems klubhus fra en af de to tovholdere omkring cykelklubben - nemlig Martin Jørgensen.

I går aftes var der 16, som var med på en cykeltur, der blandt andet gik rundt om Guldborg. Der er pt. omkring 40 medlemmer af MTB Sakskøbing. Foto: Anders Knudsen

Oppe på 40 medlemmer

Jesper Nielsen, den anden af to tovholdere omkring cykelklubben, kunne også fortælle om, at det, der startede som en mandeklub for mountainbikere, nu også rummer både et juniorhold og et spirende kvindehold.

- Vi vil rigtig gerne have nogle flere kvinder med, understreger Jesper Nielsen.

Han kan også tilføje, at coronatiden rent faktisk har givet en solid fremgang til cykelklubben, som er en selvstændig afdeling af B.Frem. 40 medlemmer er man oppe på i klubben, der i sin toårige levetid har fået tildelt 20.000 kommunale kroner fra Out-door fonden samt 42.000 kroner fra DGI til udlånscykler. Sidstnævnte er der bestilt syv af, men på grund af coronaudfodringerne ventes de først at blive leveret 1. maj.

Klubben er også ved at bygge cykelspor og er med de to tovholderes egne ord ganske glade for den kommunale opbakning og velvillighed, de er blevet mødt med gennem de seneste to år. Optimismen er således ganske stor i den måske stadig lidt oversete cykelklub, som man kan finde meget mere om i facebook-gruppen MTB Sakskøbing - B.Frem. Her er det også muligt at tilmelde sig klubbens første cykelløb på søndag med start klokken 9 bag B.Frems klubhus.