Husk blomster på Valentinsdag

Offentliggjort Sidst opdateret

På mandag er det Valentinsdag og så skal der gives blomster til den man holder af, siger Jens Sørensen, Blomster Centret i Nørre Alslev med et smil på læben, og fortsætter med at fortælle, at blomsterhandlerne allerede i 1950-erne ville indføre Valentinsdag som en fast årlig blomsterdag, men at man skulle helt op i nærheden af årtusindskiftet før det slog folkeligt igennem, så nu er der efterhånden tale om en tradition.

Skikken med at sende kærlige kort på Valentinsdag stammer fra USA og England, hvor de havde en mission nærmest svarende til de danske gækkebreve i slutningen af 1800 årene, og som endnu kendes af ethvert skolebarn.

Legenden fortælles første gang i The Nuremberg Chronicle i 1493, og her er Sankt Valentin en kristen præst i Rom på kejser Claudius den Andens tid. Han hjalp andre kristne under forfølgelserne, blev fanget, og ført frem for kejseren. Her fik han tilbud om at beholde sit liv mod at frasværge sig kristendommen. Dette afslog han og blev dømt til halshugning.

Mens Valentin ventede på at blive halshugget, sad han i fængsel. I fængslet blev han gode venner med fangevogterens blinde datter, der besøgte ham, og som et mirakel, lykkedes det Valentin, at gøre hende seende. Fangevogteren og hans familie blev omvendt til kristne men Valentin måtte alligevel lide døden den 14. februar. Valentins eneste måde at havde bevaret kontakten til hende og vise hende hans kærlighed, var gennem breve og kort, hvor han altid sluttede af med “Fra din Valentin”.

Omkring 498 gjorde pave Gelasius den 14. februar til Valentinsdag.

Hvad vil man sige med at markere valentinsdag:

Det er en god anledning, en hyggelig tradition og en kærkommen lejlighed, til at få sagt, de svære ord gennem symboler - ”Jeg elsker dig” – eller måske udvide de 3 ord med ”Vil du gifte dig med mig” - og vise, at vi holder af ham eller hende!

Hvad finder man på

Mange køber en valentins-bamse eller en anden lille sød ting, som de kan give til den, de holder af. Hver eneste butik i hele Danmark vil lige op til den 14. februar bugne af forskellige tilbud specielt tiltænkt denne dag.

Andre køber blomster til deres udkårne, og her er det sikkert og vist, at din lokale blomsterforhandler meget gerne vil hjælper dig til at finde den flotteste buket blomster i hele butikken.