HVAD ER GEVINSTEN VED BANKO?

Reglerne ridses op før spillet kan gå i gang. Foto: Anders Knudsen

Til banko kan man vinde vin og lokalt sponsorerede gaver af diverse slags. Men vinder man i virkeligheden noget andet? Folketidende tog til banko i Stubbekøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret

STUBBEKØBING: Endeløse rækker af borde og stole er allerede fulde af folk. Det summer som i et kæmpe bistade. Sådan summer det når 650 forventningsfulde mennesker er samlet. Det er kun en uge siden Stubbekøbing også var fuld af liv til Nightmare City, hvor forfærdede skrig gav genlyd blandt byens mure. Denne fredag er det kun hallen, der gjalder af råb, når der skal spilles banko, men det er skam også en alvorlig sag.

- Ja, hvis du skal tale med nogen, skal det være før klokken 19, før der starter spillet, og så vil de have stilhed,  siger Kim Stage, formand i Stubbekøbing Boldklubs venner. Det er dem, der arrangerer bankospillet, hvor overskuddet går til ungdomsholdene.

Stilhed, tak!

Stilhed er en væsentlig del af bankospillet. Det kan de blive enige om. Både de ganske mange børn, der er tilstede i hallen og spiser fredagsslik i betydelige mængder og bedstemødrene, som både kan strikke og holde styr på flere plader af gangen.

Susan, som her sidder midt i billedet, hygger sig med gamle veninder fra folkeskolen. Foto: Anders Knudsen

Tre rækker nede til højre sidder fire unge kvinder i starten af tyverne. Det er ikke den målgruppe, der er flest af.

I en pause, hvor et par stykker har fået banko og der opstår lidt urolig ærgelse fra de resterende deltagere, spørger Folketidende, hvorfor de er til banko?

- Vi har gjort det nogle gange som yngre, og vi syntes, det var hyggeligt, lyder det fra Susan.

De unge kvinder forklarer, at de kender hinanden fra folkeskolen, men i dag bor to af dem i København, hvor de er i gang med at studere. De har købt udstyr og det hele for at kunne være med i dag.

- Vi ved godt, at det er lidt atypisk for for vores alder, siger Susan - og så griner de alle sammen.

Vi ved godt, at det er lidt atypisk for for vores alder.

Susan, bankospiller

Camilla Johansson bookede 21 pladser, som familier venner og bekendte har sørget for at fylde ud. Foto: Anders Knudsen

Vender altid tilbage

Et bord længere henne har Camilla Johansson købt 21 pladser. Aftenens rekord. Hun spillede selv banko første gang, da hun var otte år gammel. I årenes løb har hun forsøgt at stoppe med banko på grund af travlhed, men hver gang kommer hun tilbage.

- Jeg synes, det er hyggeligt. Det er nok på grund af sammenholdet og fordi, man ser nogen, man ikke har set længe, lyder det.

I dag har hun taget sin datter på 18 år med.

- Min mor tvang mig med, siger hun drillende, men indrømmer derefter, at hun gerne ville være sammen med sin mor, der giver mere end hendes far.

- Men i dag er det morfar, der giver, lyder det fra Camilla Johansson.

Gevinsterne bruger familien typisk enten til gaver eller ved højtider og fester. Om de sparer penge, afhænger af heldet. Og det skal gerne hjælpes lidt på vej. For eksempel af, at man får plader med yndlingstallene 8 eller 18 på. På bordet foran Camilla står en hvid hoptimist.

- Den hedder lykke, og den skal være med, siger Camilla med tryk på ordet skal.

Der er styr på det. Foto: Anders Knudsen

Overtro og hygge

Banko vil nok være en hobby, som falder under passiv fritid. En undersøgelse fra Rockwoolfonden fra 2018 har konkluderet, at vi bruger mere tid på passiv end aktiv fritid. Det vil sige, vi bruger mere tid på læsning, socialt samvær, tv, radio, internet og streaming end på foreningsliv, frivilligt arbejde, motion og sport. For både kvinder og mænd udgør den passive fritid omkring fem timer på en gennemsnitlig ugedag, lidt mere for mændene end for kvinderne. Den aktive fritid tager en time og et kvarter for begge køn.

Det er især hygge og samvær aftenens deltagere bruger til at beskrive baggrunden for at være her. Men det er også et rum, hvor tilfældigheder må råde. Hvor man gerne må tro på lykke. Og have overtro, uden at blive set skævt til. Så selvom ikke alle vinder en gevinst, får alle en gevinst ved banko.