Hvem skal gribe de unge, der råber om hjælp?

NYKØBING Det er bekymrende, hvis den 24-årige mand fra lørdagens tragiske hændelse på Enighedsvej ikke fik den hjælp, han havde brug for. Heller ikke selv om at familien havde forsøgt at advare forskellige myndigheder om, at han var i fare for at gøre skade på sig selv.

Det mener Mogens Nielsen, der er formand for Sind Storstrømmen.

Han kender ikke sagen ud fra andre oplysninger end dem, som familien har givet til medierne, ligesom det heller ikke er blevet oplyst, hvilke myndigheder familien helt præcist har henvendt sig til. Her er det vigtigt at tilføje, at familien ikke kritiserer specifikke myndigheder.

- Men familien har henvendt sig for at få hjælp, og når den gør det, bør man tage sagen op og se, hvad man kan gøre. Det offentlige har svigtet. Han er åbenbart kendt af i hvert fald politiet, så hvorfor i alverden har nogen ikke reageret og sagt, at de ville tage ham under deres vinger? Hvem skal ellers gøre det, når nu familien selv har bedt om hjælp, spørger Mogens Nielsen.

Han oplever, at det er mere reglen end undtagelsen, at en person ikke selv vil erkende, at man har et problem. Og det gælder ikke kun, indtil de får hjælp af medicin. Når medicinen er delt ud, vil mange stadig spørge, hvorfor de skal tage det. De stopper måske ligefrem med at tage den anviste dosis.

- Og så har vi det, man kalder en svingdørspatient, siger Morgens Nielsen og tilføjer:

- Vi har ikke tvangsomsorg, så længe man ikke har gjort andre fortræd. Det er først, når der sker noget alvorligt, at man for alvor kan tage hånd om det.

Han håber, at myndigheder kigger indad og vurderer, om de kan gøre noget anderledes i fremtiden. For eksempel i forhold til at inddrage pårørende i det omfang, det er muligt af hensyn til tavshedspligt.

- Vi behøver ikke at være så flinke. Man skal selvfølgelig ikke reagere med bål og brand, men man skal være sikker på at tage hånd om de her personer. Og så kan det være, at man kommer til at træde nogen over tæerne. Men det er særligt vigtigt, når der både er psykisk sårbarhed og et overbrug inde over.

For selv om den 24-årige ikke havde fået en diagnose, så har der ligget noget andet og ulmet, mener han.

- Det er ikke en brækket arm. Man kan ikke nødvendigvis se på en person, at vedkommende har det dårligt. Det oplever man først, når der for alvor sker noget. Men de her personer skal ind i systemet, så man kan hjælpe dem.

Han har ikke personligt erfaring med mennesker, særligt i en ung alder, der har udtrykt et råb om hjælp, som ikke er blevet hørt af myndighederne.

- Men det her er også et tragisk tilfælde, fordi der er dødsfald involveret. Der sker andre sager med for eksempel overfald. Det er ikke noget, man hører så meget om. Det bliver måske en rapport. Eller en lille notits i dagbladene. Jeg håber, at dette eksempel kan resultere i, at man tager sådanne sager mere alvorligt, mener Mogens Nielsen.