Hver tredje sygeplejerske har modtaget trusler

Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

Mere end hver tredje sygeplejerske udsættes for trusler. Ofte er travlhed og ventetid synderen.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Når sygeplejersker møder på arbejde, er det for fleres vedkommende med en frygt for trusler og verbale overgreb.

For i løbet af et år er 37 procent af alle landets sygeplejersker blevet udsat for netop det. Det fastslår en undersøgelse foretaget af Dansk Sygeplejeråd og Megafon. Det er mere end hver tredje sygeplejerske, fortæller Ulla Birk Johansen, der er kredsnæstformand for Dansk Sygeplejeråd.

Hun oplyser, at der ikke er grund til at tro, at situationen på Nykøbing Sygehus skulle være bedre end på landsplan, og det er typisk de samme faktorer, der udløser truslerne.

Det er blandt andet akutmodtagelse, psykiatrien og ude i kommunerne, hvor der er særligt meget vold af forskellig karakter og af forskellige årsager.

- På sygehusene kommer verbale overfald og trusler fra mennesker i krise. Har man et alvorligt sygt barn og må sidde og vente på akutafdelingen, er man typisk under et stærkt følelsesmæssigt pres. Så travlhed på sygehusene, ventetid og patienter under et følelsesmæssigt pres er en farlig cocktail, forklarer Ulla Birk Johansen.

Finder et andet job

Undersøgelsen viser også, at sygeplejersker, der har haft overarbejde inden for den seneste måned, har større risiko for at blive involveret i trusler om vold inden for de seneste 12 måneder, end sygeplejersker, der ikke har haft overarbejde.

- Vi kan se en sammenhæng mellem overarbejde, alenearbejde, ventetider og ikke overholdte aftaler, at det er der, hvor situationer med vold og trusler opstår. Det taler ind i, at vi har et rigtig presset sundhedsvæsen, der også presser de syge borgere, som har brug for hjælp.

Hun mener dog ikke, at det kan retfærdiggøre den behandling af et sundhedspersonale, der i et presset sundhedsvæsen blot forsøger at passe deres arbejde.

Selvom få bliver akut syge af behandlingen fra patienterne, kan det på sigt virke nedbrydende.

- Det er rystende oplevelser, som en del af sundhedspersonalet er ude for, og det slider. Der er sygeplejersker, der må smide håndklædet i ringen og sige, at hvis det skal være sådan, så kan de ikke være på den her arbejdsplads.

Forbundets analyser viser, at man på sygehusene kan indrette sig ud af mange af konflikterne, før de opstår. Man kan for eksempel sikre, at venteværelserne er rare at opholde sig i.

- Vi skal også kommunikere mere med patienterne, så de ved, hvor meget de skal vente, og så de ved, hvorfor de ikke kommer ind til den aftalte tid. Personalet kan forebygge meget i den måde, de møder patienterne.