Hvor blev det af? Derfor er navnet forsvundet fra byskiltet
Kraghave-navnet er forsvundet på mindst et af byzoneskiltene i Kraghave. I stedet er området blevet en del af byzonen Nykøbing. Der er dog blå skilte på vej med stednavnet Kraghave. Arkivfoto: Anders Knudsen
.
Guldborgsund Kommune er i gang med at udskifte en række byskilte.
GULDBORGSUND: Er Kraghave forsvundet? Det spørgsmål har nogle i landsbyen lige udenfor Nykøbing måske stillet sig selv på det seneste.
Forleden forsvandt nogle af de velkendte byzone-skilte med navnet Kraghave, som markerer, når man kører ind i byen. I stedet hænger der nu skilte med navnet Nykøbing.
Det er Guldborgsund Kommune, der har skiftet skiltene, men på anmodning fra politiet, fortæller trafikingeniør Arne Larsen fra kommunen.
- Politiet henvendte sig til os i sommers og gjorde opmærksom på, at der ifølge skiltebekendtgørelsen skal være det samme navn både, når man kører ind og ud af en byzone, og i Kraghaves tilfælde var der ikke et skilt længere fremme, som angav, at man kørte ud af byzonen, inden man kører ind i Nykøbing. Derfor har vi valgt at sætte et skilt op med Nykøbing ved indkørslen til Kraghave.
- Men vi fjerner ikke Kraghave fra landkortet. Der kommer et blåt skilt op i stedet med navnet Kraghave, forklarer Arne Larsen.
Leder af færdselsafdelingen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, politikommissær Søren Skotte, bekræfter, at det er politiet, der har prikket til kommunen.
- Vi fik en henvendelse om en konkret sag ved Udstolpe og Slemminge ved Sakskøbing. Her var der et byzoneskilt, når man kørte ind i Slemminge, men når man kørte ud af byzonen igen, kørte man ud af Udstolpe, og dermed opfyldte skiltningen ikke reglerne i vejbekendtgørelsen. Så det gjorde vi lige kommunen opmærksom på.
- Når man har en byzone-tavle, der fortæller, at man kører ind i én by, skal der også være en tavle, der fortæller, at man kører ud af den samme by igen, før man kører ind i den næste byzone, forklarer Søren Skotte.
En mulig løsning kunne være at sætte et ekstra byzoneskilte op, der viser, at byzonen Kraghave ophører og derefter et nyt skilt, der viser, at byzonen Nykøbing begynder.
Men dels vil det give mange skilte på kort afstand, og dels vil det betyde, at der vil være et kort stykke, hvor det så vil være tilladt at køre mere end 50 kilometer i timen, medmindre man sætter et 50-skilt op også.
Samme problem flere steder
Det er dog ikke kun omkring Udstolpe/Slemminge og Kraghave/Nykøbing, at kommunen har den slags skiltemæssige udfordringer. Det samme gør sig ifølge Arne Larsen gældende omkring Væggerløse og Stovby.
Her vil byzoneskiltet med navnet Stovby blive erstattet af et med navnet Væggerløse. Men her er der større afstand mellem de to byer, så her bliver løsningen formentlig at gøre begge byzoner lidt mindre og så sætte et byzone-skilt med navnet Stovby lidt længere henne ad vejen, fortæller Arne Larsen.
Han tilføjer, at kommunen også vil se på skiltningen andre steder.
- Vi tager det efterhånden, som vi opdager, hvis der er problemer. Jeg tror blandt andet, at vi skal have kigget på lidt på området omkring Marielyst og Bøtø.
Arne Larsen fortæller, at man i kommunen er meget bevidst om, at landsbynavnene betyder meget for de mennesker, der bor i området, og det er blandt andet også derfor, at man overvejer at sætte de blå stednavns-skilte op de steder, hvor byzone-skiltene ændres.