Det er ikke bare de to naboer i artiklen, der savner svar - mange i området mener det samme. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Møder, høringer og dialoginvitationer - naboer føler sig overset.
Andreas JohansenAndreasJohansen
OffentliggjortSidst opdateret
NYKØBING Forårssolen bager ned på terrassen på hjørnet mellem Ingemannsgade og Vestensborg Alle i Nykøbing. Der er et hyggeligt kig udover det store, grønne område, der omkranser Katedralskolen, og sådan har det været altid.
Men sådan skal det måske ikke være meget længere - og det ærgrer de naboer, der denne dag er samlet på terrassen for at nyde solen og udsigten.
Terrassen tilhører Gitte Pilemand og hendes familie, og genboerne, repræsenteret ved Anders Bendsen, er på denne dag mødt op for at gennemgå det, de gerne vil tale om - den byggeproces, der lader til at være ganske få måneder væk.
For på skolens areal skal der formentlig bygges en ny sportshal. Det er der behov for, siden skolens nuværende sportsfaciliteter ikke lever op til de krav, der er til den slags længere, argumenteres der for.
Men naboerne mener ikke, de har fået lov til at være en del af den proces, der normalt skal gennemgås, når der pludselig er ved at lande 1.500 kvadratmeter sportshal i ni meters højde ganske få meter fra ens egen matrikel.
Annonce
- Vi bliver først opmærksomme på, at der sker noget sidst i oktober. Der går nogle håndværkere rundt, og nogle af vores naboer kontakter kommunen for at høre, hvad det er, der foregår, fortæller Gitte Pilemand.
Den nysgerrige nabo var Anders Bendsen. Han bor med sin familie i dét hus på Vestensborg Alle, der kommer til at ligge allertættest på sportshallen.
Der kommer svar fra Guldborgsund Kommune: Der arbejdes på, at Katedralskolen skal have nye sportsfaciliteter.
- Så finder vi lige hinanden her i kvarteret. Det undrer os lidt, at vi ikke er blevet inkluderet i dén proces på en eller anden måde, forklarer Anders Bendsen.
Tiden går, naboerne er bekymrede for, hvad der er undervejs. I midten af november modtager de nærmeste naboer til det grønne areal så et skriv i deres postkasser.
- Vi bliver inviteret til dialogmøde. Men det er kun med et par dages varsel, så der var mange, der ikke havde mulighed for at være med, forklarer Gitte Pilemand.
Men alligevel dukker der en del op for at høre, hvad repræsentanter for Katedralskolen og arkitekten bag projektet har af visioner.
Men mødet er ikke, hvad naboerne havde regnet med.
- Vi troede, det ville handle om dialog, så vi kommer med en masse spørgsmål, som vi gerne vil have svar på. Hvorfor skal hallen for eksempel ligge så tæt på vejen, når der er et stort, grønt areal? De svar, vi får, giver ikke mening for mange af os, og konkrete forslag til ændringer, som kunne gøre projektet nemmere for os at sluge, bliver affejet med argumenter om, at man er så langt i processen, at der ikke er mulighed for at gøre dem om, beretter Anders Bendsen.
Anken går sådan set ikke på selve byggeriet, er oplevelsen. Hvis der er brug for en sportshal, så skolen kan opfylde diverse krav og behov, skal den selvfølgelig have en sportshal.
Annonce
Men placeringen helt ud mod Vestensborg Alle og den manglende inddragelse af naboerne gnaver.
- Hvad med trafikken? Vi kan jo læse i de papirer, vi har fået adgang til, at man fra skolens side ikke har tænkt sig at bygge nogen parkeringsplads til hallen her, og at man fra Guldborgsund Kommunes side ikke mener, der overhovedet skal foretages en vurdering af, hvordan den øgede mængde trafik kommer til at påvirke området. For selvfølgelig vil den påvirke området - og der er allerede ganske meget trafik i myldretiden. Jeg er sikker på, at hallen og dens placering ikke vil gøre det spor bedre, siger Anders Bendsen.
Den oplevede modvilje mod dialogen er det, naboerne er mest kede af.
- Der er ingen åbenhed for at diskutere eller lytte til de ting, vi kommer med. Det er vi kede af, for det føles ærligt talt, som om man bare holder den høring, fordi den skal afholdes - ikke fordi man interesserer sig for de svar, der kommer, lyder det fra Gitte Pilemand.
Læs kommentar fra formanden for Guldborgsund Kommunes teknik, klima- og miljøudvalg i lørdagens Folketidende.
Sådan her vil sportshallen se ud ifølge arkitekttegningerne. Foto: Guldborgsund Kommune/CASA ArkitekterGuldborgsund Kommune/CASA Arkitekter
Gitte Pilemand og Anders Bendsen bliver de allernærmeste naboer til hallen - og de mener ikke, de er blevet hørt i processen. Foto: PrivatfotoPrivatfoto