Hyldede lokale kunsthelte
Susanne Grue Jørgensen, kunstnerisk leder af "Lys over Lolland", med den store check. Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
To lokale kvinder fik hver 10.000 kroner og rosende ord.
FUGLSANG Formanden for Guldborgsund Kommunes kultur, fritid og bosætningsudvalg, Martin Lohse, Guldborgsundlisten, uddelte tirsdag eftermiddag Guldborgsund Billedkunstråds årlige hæderslegat - i år til ikke mindre end to modtagere. Normalt uddeles der ét legat af 20.000 kroner, men i år blev beløb og hæder delt på midten og givet til to kvinder, der har gjort en særlig indsats for at formidle kulturen på Lolland-Falster.
Susanne Grue Jørgensen, kunstnerisk leder af "Lys over Lolland", var den første af de to, der skulle modtage den store check - og de flotte ord, der fulgte med denne:
- I år uddeles der to legater til to kvinder, der med energi, passion og en smittende lidenskab for billedkunsten har gjort noget særligt for kunsten, at gøre den tilgængelig og interessant for os allesammen. Legatet ydes som en anerkendelse for at sætte vores landsdel på det kunsteriske Danmarks- og verdenskort. Lys over Lolland er rykket ud i den offentlige sfære, og brugen af de utraditionelle lokationer er lidt af et varemærke for festivalen. Med Lys over Lolland profilerer du, Susanne, vores område på en måde, der er helt uvurderlig, roste Martin Lohse.
Efter en fortjent klapsalve fra de tilstedeværende på Fuglsang havde en rørt Susanne Grue Jørgensen ganske få ord at dele.
- I aner ikke, hvor beæret jeg er. Hvor er det flot! Og så er det endda jer i Billedkunstrådet, der indstiller. Hold nu op, lød det fra den første modtager.
Men som skrevet tidligere blev legatet delt på midten. Den anden modtager, afslørede Martin Lohse, var museets egen kunstformidler, Guri Skygge Andersen.
- Siden 2008 har du via omvisninger, workshops og events åbnet tusindvis af menneskers øjne for billedkunstens mangfoldige verden. Du har formidlet til børn, unge og voksne med ufattelig energi, og nu er det endelig på noget, der minder om fuldtid efter mange år, hvor du har arbejdet som blandt andet billedkunstunderviser på flere lokale gymnasier.
- Du er, om nogen, med til at kvalificere borgerens møde med den professionelle billedkunst - du er vedholdende i din mission om at gøre billedkunsten nærværende i hverdagen, lød det fra Martin Lohse.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker