Hyldest til frugt- og bærhøsten

 

Havnen og Torvet i Sakskøbing omdannes lørdag og søndag til et bølgende liv med boder og spisesteder, når Sydhavsøernes Frugtfestival med Claus Meyer og co. i spidsen folder sig ud som en hyldest til årets frugt- og bærhøst.
Det er tredje gang der inviteres til frugtfestival. I år endnu større og med flere aktiviteter for de mange, der ventes til Sakskøbing.
Frugtfestivalens markedspladser byder på et kæmpe udvalg af frisk frugt og forædlede frugtprodukter - lige fra marmelade og most til kager, syltetøj, eddike, øl, cider, lokal dansk vin, frugtbrændevin, frugtbolcheværksted og meget andet. 
 
Minister åbner og spiser
Fødevareminister Henrik Høegh åbner årets frugtfestival lørdag kl. 11.30,  og senere på dagen deltager han i de officielle Danmarksmesterskaber i kampspisning af kernefrugt 2010. Her mødes kendisser, frugtavlere, sundhedsprofeter med videre for at dyste om, hvem der kan spise mest frisk frugt på tid. 
Foruden Henrik Høegh deltager blandt andre også komikeren Lars Hjortshøj.
 
Sydhavsøernes kogeØ
Omkring Sydhavsøernes kogeØ boltrer en række kendte kokke og kogekoner sig og serverer smagsprøver med retter frembragt af lokale delikate frugter og råvarer til inspiration for hjemlige gryder. 
I år holder Frugtfestivalen åbent lørdag aften, hvor alle i bogstaveligste forstand kan få en bid af Sydhavsøernes forrådskammer hos Fejø Ø-Kaffe-Kontakt Café, Restaurant Den fuldkomne Fisker, Hotel Saxkjøbings traditionsrige Frugtavlermenu og Sydhavsøernes Vinbar med vaskægte Pizzaiolo.
 
Frugtdekorationer
og spisefortællinger
Hvem kan fremstille efterårets smukkeste efterårsdekoration? er frugtfestivalens konkurrence. Dekorationen skal være med frisk, dansk frugt og må gerne indeholde andre typer af planter. 
En anden aktivitet på frugtfestivalen er ”Spisefortællinger fra den finske vildmark”. Skuespiller Ellen Dahl Bang og madhistoriker Bi Skaarup ruller sig ud sammen og inviterer på en uforglemmelig spiseoplevelse i frugtens og Jetternes univers. De serverer steg af danskproduceret mangaliza svin ( ungarsk uldhårssvin) tilberedt efter historisk opskrift tilsat krydrede historier fra det høje nord - og hertil friske bær fløjet ind fra Finlands vildmarker.
 
Børnenes frugtfestival
Årets frugtfestival byder også på et væld af aktiviteter for børnene. Blandt andet kan nævnes børne kunstworkshop rundt om frugten, Frugtfidusens Frugtløb,  historiefortælling om frugt og frugtens lige ved  skuespiller Ellen Dahl Bang. Og så er der mulighed for ”at få en på madkassen” - en frugtstafet med chance for at få en dejlig madkasse fyldt med frugt med hjem. 
 
 
 
 

Havnen og Torvet i Sakskøbing omdannes til en frugtfestival i weekenden.

Offentliggjort Sidst opdateret