Hytter et skridt nærmere
Det er i området under Morten Andersens hånd, Golf & Fun vil bygge de nye hytter. Her ligger i dag en udslagsbane, som ikke bliver brugt så meget. Foto: Anders Knudsen/arkiv
Anders Knudsen/arkiv
- Vi afventer stadig svar fra styrelsen, hvor der jo også er sommerferietider.
Men jeg fornemmer ikke, at det bliver noget problem, siger indehaver af Golf & Fun.
MARIELYST Byggeriet af seks nye overnatningshytter i Golf & Fun Park på Bøtø Ringvej er rykket et skridt nærmere realiteterne.
Økonomiudvalget i Guldborgsund Kommune har på sit seneste møde nikket ja til byggeplanerne, som nu kun mangler byrådets og Erhvervsstyrelsens blåstempling.
Erhvervsstyrelsen er i gang med at behandle en ansøgning fra Morten Andersen og Jeanette Wang, indehavere af Golf & Fun Park, om tilladelse til erhvervsmæsig udlejning i et sommerhusområde.
- Vi afventer stadig svar fra styrelsen, hvor der jo også er sommerferietider. Men jeg fornemmer ikke, at det bliver noget problem, siger Morten Andersen.
Hytterne, der skal være med til at afhjælpe Marielysts mangel på overnatningsmuligheder, kan huse 36 gæster og kommer ifølge planen til at ligge på et stort område, hvor der i dag er en udslagsbane, som bliver brugt for lidt.
Tidligere har politikerne i Guldborgsund Kommunes teknik, miljø og ejendomsudvalg godkendt planerne om hytterne og rost initiativets turismefremmende tiltag.
Morten Andersens håb er, at byrådet og Erhvervsstyrelsen bliver færdige med at behandle hans ansøgninger, inden året er omme, for så er det realistisk, at hytterne kan stå klar til næste sæson.
En del af processen bliver formentlig også en høringsperiode, for Golf & Fun Park ligger i et område, som kommuneplanen ikke tillader overnatning i. Så der skal sandsynligvis laves en ny lokalplan eller på anden måde gives en særlig tilladelse.
Hvis hyttebyggeriet bliver en realitet, er det starten på en mere langsigtet plan for Golf & Fun Park, der også gerne vil udvide med forskellige boldbaner og en swimmingpool i den ende af parken.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned