I kø for at få friskfangede fisk

René Schomert Michelsen havde travlt fra morgenstunden med at sælge fisk fra fiskekutteren "Agnes L 212". Foto: Claus Hansen

Mange lagde vejen forbi Havnedagen på Stubbekøbing Havn. Især de friskfangede fisk var et tilløbsstykke.

Offentliggjort Sidst opdateret

STUBBEKØBING Der blev allerede fra morgenstunden langet rigtig mange fisk over rælingen, da der lørdag var Havnedag på Stubbekøbing Havn.

Her havde fiskekutteren "Agnes L 212" fra Thyborøn lagt til land for at sælge friskfangede fisk.

- Det er fantastisk at have sådan en gammel båd liggende, den passer godt ind på Stubbekøbing Havn, siger fiskehandler Tobias Legaard Rasmussen fra Fiskebrættet.

Det er ham, der er initiativtager til Havnedagen, hvor man også kan købe frugt og grønt fra Ravnstrup Gårdbutik og handle delikatesser i Stubbekøbing Vinhandel.

Tobias Legaard Rasmussen har selv arbejdet ombord på "Agnes L 212", så han kender skibets kaptajn René Schomert Michelsen. De er derfor ikke konkurrenter, men supplerer hinandens sortiment.

- Jeg har røgvarer og sælger mange varmrøgede laks og nyrøget makrel og ferske sild, ål, tun, mørksej og haj. "Agnes L 212" har blandt andet hele torsk, pighvar, slethvar og hele rødspætter, siger den lokale fiskehandler.

Bo Iversen og Marianne Kleczewski havde taget turen fra Nykøbing for at købe friske fisk.

- Vi har købt 3 torsk og 12 skrubber, så har vi lidt ekstra til fryseren. Vi tager herhen et par gange om året for at købe friske fisk, og fordi det er billigere at købe direkte fra kutteren. Vi gav kun 200 kroner for det hele i dag, fortæller de.

En anden, som gjorde et godt køb ved fiskekutteren, var Bjørn Elmhøj Hansen fra København. Han har sommerhus ved Ore Strand og var taget forbi for at få friskfangede og billige fisk.

- Jeg har fået fem små torsk for 100 kroner. Vi spiser dem i aften, resten ryger i fryseren, siger han.

René Schomert Michelsen, som havde hjælp fra to mænd på båden, havde taget tre ton friskfangede fisk med fra Østersøen, men måtte sande, at de hurtigt fik ben at gå på med den store efterspørgsel.

- Det er de flåede skrubber, vi sælger flest af. Vi sælger nok 500 kilo af dem i dag, og jeg kan se, vi ikke har fået flået nok skrubber. Næste gang tager vi flere med, fortæller han.

Havnedagene fortsætter hver lørdag i december og januar.

Bo Iversen og Marianne Kleczewski havde taget turen fra Nykøbing til Stubbekøbing for at købe friskfangede fisk. Foto: Claus Hansen
Bjørn Elmhøj Hansen, der kommer fra København, men har sommerhus ved Ore Strand, købte fem hele små torsk for 100 kroner fra fiskekutteren. Foto: Claus Hansen
Fiskehandler Tobias Legaard Rasmussen fra Fiskebrættet er initiativtager til havnedagen. Her står han med en mørksej. Foto: Claus Hansen