Ida inviterer på aftensejlads

 

Turistsejladserne med M/F Ida på Grønsund er startet tidligt i år. Der er i skrivende stund allerede gennemført fire velbesøgte og vellykkede ture og forleden blev den traditionelle Skt. Hans aftentur gennemført med alt udsolgt. Her var højt humør og solskin ombord. 
Deltagerne kunne opleve den smukkeste solnedgang bag Farø- og Storstrømsbroerne og den rene midsommeraften-idyl under sejladsen langs Bogøs og Falsters bålbesmykkede kyster. Der blev sunget Idasang og midsommervise med Flemming Vallentin på harmonika. Onsdag i sidste uge startede så årets onsdagssejladser. De fortsætter på alle onsdage i juli og august. 
Arrangørerne - støtteforeningen Idas Venner - har i år lagt et stort arbejde i at arrangere sejladser med forskellige oplevelsestilbud og 14. juli-turen er en onsdags-klassiker, hvor Grethe underholder på harmonika og en guide fra Idas Venner fortæller undervejs. 21. juli blændes der op for en helt ny ting på Grønsund, nemlig whiskysmagning med Freddy Blak. 
Den folkekære og slagfærdige politiker vil guide deltagerne gennem whiskyens glæder og fortælle om gudedrikkens kulturhistorie - givetvis krydret med historier fra hans lange karriere i dansk og europæisk politik. Onsdag 28. juli er der jazz ombord med Katja og Fjeldtetten. 
Hvis du er til traditionel jazz og swing-musik, er det her, du skal sætte kryds i kalenderen. Og købe billet, selvfølgelig, for billetterne skal jo købes på forhånd. Onsdagssejladserne fortsætter i hele august med blandt andet ølsmagning og en syng med-aften. Se hele programmet på Idas Venners hjemmeside, www. idasvenner.dk, hvor du også kan se afgangstider og hvor man kan købe billetter. 

Offentliggjort Sidst opdateret