Ida troede, hendes kat var væk for altid – så dukkede Lizzie op igen efter et år

Lizzie og Ida blev genforenet efter et år væk fra hinanden. Foto: Falsters Internat

For knap et år siden forsvandt Ida Brixlunds kat sporløst. Hun havde opgivet håbet om at få sin kat tilbage - men pludselig tonede hun frem på Facebook.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Det var helt vildt. Jeg kunne slet ikke forstå det, og det hele gik så stærkt. Det var så skønt at se hende igen.

Det var rørende scener, og Ida Brixlund kunne ikke undgå at få en tåre eller to i øjet, da hun sidste fredag blev genforenet med sin kat Lizzie.

For knap et år siden forsvandt Lizzie sporløst. Efter intensiv eftersøgning havde Ida Brixlund så småt mistet håbet.

- Faktisk havde jeg 14 dage forinden smidt hendes sundhedsbog ud. Det gjorde for ondt at kigge på den, for jeg tænkte til sidst, at hun aldrig kom tilbage, siger hun.

Men da hun torsdag aften i sidste uge lå og scrollede på Facebook inden sengetid, blev håbet pludselig tændt.

Indleveret i påsken

Lizzie blev indleveret hos Falsters Internat 2. påskedag.

- Hun havde gået og miavet og været lidt forhutlet ved en kolonihave i Vordingborg, fortæller Gitte Petersen, der har internatet.

- Efter omstændighederne havde hun det godt. Selvfølgelig var hun træt og sulten, men det værste var pelsen. Hun er en langhåret kat og havde mange store knuder i pelsen. Det er smertefuldt for katten at have sådan nogle knuder, for det er ligesom at blive nevet i hovedbunden, siger Gitte Petersen.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

Lizzies pels havde set bedre dage, da hun kom på internatet. Foto: Falsters Internat

Fremlysning gav pote

Og så gik detektivarbejdet i gang. Kattens øretatovering var i så dårlig en forfatning, at det ikke var muligt at finde frem til ejeren den vej.

- Vi har fremlyst på Dyrenes Beskyttelses hjemmeside. Det er der en masse, der har set, som efterfølgende selv har oprettet en hel del opslag på Facebook, som er blevet delt i en masse kattegrupper.

Det gav pote, for det var netop et facebookopslag, Ida Brixlund faldt over lige inden sengetid.

- Da jeg så opslaget, var jeg ikke i tvivl. Jeg skrev en mail til internatet med det samme og ringede rundt til min familie. Det var helt vildt i sig selv, siger Ida Brixlund.

Fundet tæt på hjem

Fredag kunne Ida Brixlund igen holde sin kat i armene.

- Nu er hun jo en kælen kat, og hun var lige, som hun plejer. Det er vildt, efter hun har været ude i et helt år. Hun blev fundet med over 40 flåter på sig, og hun var helt filtret ind, så hun må næsten have været ude i al den tid, siger Ida Brixlund.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

Der var ikke et øje tørt, da Ida Brixlund fik sin Lizzie tilbage. Foto: Falsters Internat

Kolonihaven, hvor Lizzie blev fundet, ligger blot to kilometer væk fra Ida Brixlunds tidligere hjem, hvorfra katten forsvandt.

- Det er helt vildt at tænke på, at hun nok har været så tæt på i al den tid. Jeg satte plakater op, da hun forsvandt - både i nærheden og i flere nærliggende byer, mens jeg også efterlyste hende på Facebook, og jeg har intet hørt. Det er meget mærkeligt, siger hun.

Hun vil gerne sende en stor tak til Dorte, som er kvinden, der fandt Lizzie og tog kontakt til internatet.

- Ellers havde jeg måske aldrig set hende igen, siger hun.

Stadig sig selv

Et par dage efter genforeningen er Lizzie stadig ved at komme til kræfter, fortæller Ida Brixlund.

- Hun har det godt. De første par dage var hun godt nok træt, og hun sov meget. Jeg synes stadig, hun er træt. Men hun er kælen, glad og nysgerrig. Hun er stadig sig selv, siger den lykkelige katteejer.

Tilbage hos Falsters Internat er Gitte Petersen også en smule imponeret. Hun oplever ofte genforeninger mellem ejer og kat, men at det sker efter et helt år, er på ingen måde noget, der sker hver dag.

- Jeg tror, jeg har prøvet det fire-fem gange i løbet af mine 25 år med internatet, siger Gitte Petersen.

Lizzie har det godt i dag. Privatfoto