Idestrup renset for 2.045 skodder

Idestrups gule veste gav tre timer af deres søndag til gavn for naturen og lettede den for 115 kilo affald. Foto: Kaare Andresen

18 gav en hånd med, da der søndag var affaldsindsamling i Idestrup.

Offentliggjort Sidst opdateret

I Paris betyder "de gule veste" politisk kamp, men i Idestrup var vestene søndag formiddag på gaden i tre timer for at rydde op på fredelig vis.

18 voksne og børn mødte op for at give Idestrup og Omegns Grundejerforening en hånd ved den årlige affaldsindsamling. Solen deltog også. Resultatet af arbejdet endte med fem dåser med pant, 132 dåser uden pant og en samlet affaldsmængde på 115 kilo.

Formand for Idestrup og Omegns Grundejerforening Kaare Andresen gør op, at mængden af skrald i byens gader var lidt mindre i år end sidste år.

- Det er jo positivt, at folk smider mindre, siger han.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen, måtte Karin Grønnegaard Koch desværre konstatere mandag formiddag, da søndagens affaldsindsamling kun lige var overstået. Her fandt hun til sin store ærgelse en frisk-smidt dåse og en plasticflaske med cigaretskodder ved byskiltet nær Idestrup El.

- Ikke engang 24 timer kunne man nyde en ren by, konstaterer hun.

Den store overraskelse for søndagens indsamlere var en indsamling af cigaretskodder, der løb op i hele 2.045 eksemplarer.

- Der er mikroplastic i filtrene, så de er meget skadelige i naturen. Og der er virkelig mange af dem, siger Kaare Andresen.

Til den gode side kan nævnes, at holdet ikke fandt hverken kemikalier eller batterier på ruten. Til gengæld kom der en låsemøtrik og et sidespejl i sækkene.

Skraldet vokser desværre hurtigt i naturen igen, konstaterer Karin Grønnegaard Koch. Foto: Karin Grønnegaard Koch