Igen gang i pigefodbold i Eskilstrup

Foto: POULSEN LARS/POLFOTO

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter lidt stilstand igennem nogle år er der nu igen rigtig godt gang i pigefodbolden i Eskilstrup Boldklub.

Nu er det sådan, at Eskilstrup Boldklub pr. tradition har været en af de førende klubber med hensyn til pigefodbold. Hvad måske ikke mange ved, blev den første fodboldkamp på Falster med et damehold spillet i Eskilstrup. Det var en af klubbens medlemmer Erling Topp, der arrangerede en kamp mellem Rødovre Ladies og et herrehold fra EB, det var i 1968.

Da hallen blev taget i brug i 1971, startede EB indefodbold for damer med Jørgen H. Rasmussen og Alfred Larsen som trænere, og allerede fra starten var der mange damer, som deltog. Og fra 1972, hvor LFBU startede turneringsfodbold op for damer, deltog EB i den bedste række i mange år. Ja to gange vandt EB oven i købet turneringen og rykkede op i Danmarksserien, som dengang var den næstbedste række i Danmark. Det var henholdsvis i 1985 og 1987.

Tre gange deltog damejuniorhold fra EB i samme periode i Danmarksmesterskaberne i damejunior, lige det var EB som arrangerede det sidste stævne med mestrene fra de forskellige unioner i Danmark. Herefter stod EB i mange år for unionsstævner for pigefodbold.

I de seneste år har dame-/pigefodbold måske kørt på et lidt lavere blus. Men nu ser det ud til, at der igen sker noget. Således er der nu ca. 25 piger i ældste gruppe og 12-14 piger i yngste gruppe, som spiller fodbold, ligesom der tales om igen at skabe et damehold.

Efter 40 år er det igen Jørgen H. Rasmussen, der som træner står i spidsen for pigefodbolden, men han har også gode hjælpere. Således er Lisbeth Carlsen hjælpetræner og holdleder for u15, Mette Kappe holdleder for u13 og Karina De Fine Licht holdleder for u8 og 9. Alle tre er mødre til nogle af spillerne, og alle tre har en baggrund i fodboldsporten.

I øvrigt er træningstiderne mandage og onsdage. For de største fra kl. 15.30 til 16.45 og for de mindste fra kl. 14.30 til 15.30 og selvom der normalt er mange til træning, er der altid plads til flere, så mød bare frem og prøv at være med. 1 måneds prøvetid er i øvrigt gratis. Skulle der være spørgsmål kan man altid henvende sig til Jørgen H. Rasmussen på tlf. 54 44 66 47. Træningen foregår naturligvis på banerne ved Eskilstruphallerne. Ligesom drengene fra EB deltager pigerne også i den årlige Kattegat Cup i Grenå, som finder sted sidst i juli.