INDBRUDSBØLGE I VILLAKVARTER
Sundby har de seneste dage været plaget af tyverier og forsøg på tyveri. Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Politiet hører gerne fra folk, som har set noget mistænkeligt.
SUNDBY: De seneste dage har der været, hvad der kan betegnes som en indbrudsbølge eller et forsøg på flere indbrud i Sundby-området.
Natten til lørdag er der blevet stjålet en cykel fra et hus på Skovtoften i Sundby. Beboerne i huset kunne lørdag morgen også konstatere, at foruden at cyklen var forsvundet, var der tydelige spor i haven efter en uindbudt gæst.
Fra en anden adresse på Skovtoften i Sundby kunne beboerne konstatere, at en ellers lukket havelåge og carportdør var blevet åbnet i nattens løb natten til lørdag.
Tæt på Skovtoften ligger vejen Saxhøj, hvorfra der sent fredag aften indløb en melding til politiet om, at en person gik rundt og med en lommelygte lyste ind ad vinduer. Her fik en borger skræmt vedkommende med lygten væk, oplyser lokalpolitiet.
På Lundevej i Sundby vågnede en husejer natten til lørdag cirka en halv time efter midnat ved, at en person var på vej ind gennem et soveværelsesvindue. Også her lykkedes det at jage vedkommende væk.
Efter indbruddene valgte politiet at køre nogle præventive runder i området.
Også i Toreby har der for nylig været indbrud.
I Toreby Kirkes kirkekontor på Torebyvej var der indbrud natten til fredag. Ved indbruddet er der stjålet øl, sodavand, elværktøj og en projektor.
Tæt ved Toreby Kirke ligeledes på Torebyvej blev der mellem fredag middag og lørdag formiddag også begået et indbrud i et hus. Her er der også stjålet øl og sodavand samt værktøj og elværktøj. Blandt andet en skruemaskine af mærket Dewalt.
Lokalpolitiet opfordrer til, at borgerne specielt i Sundby-området holder ekstra øje med eventuelle mistænkelige personer.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde