INGEN SNEBOLDEFFEKT ELLER RÅDNE ÆBLER

Formanden for socialudvalget , Britta Lange (S), skal finde 28 millioner kroner i budgettet i år og endnu flere i de kommende år. Foto: Guldborgsund Kommune

Reaktionerne på store besparelser på det sociale område er afmålte. Der skal hverken startes sneboldeffekt for borgerne eller ligges rådne æbler i kurven til de kommende politikere.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND: På det kommende udvalgsmøde i Socialudvalget vil især én drøftelsessag tiltrække sig opmærksomhed. For her vil et såkaldt spare- og investeringskatalog blive præsenteret. På december måneds møde bliver den sag forvandlet til en beslutningssag.

Det oplyser udvalgsformand Britta Lange(S), der første gang fortalte om den haltende økonomi i udgangen af september. Dengang lød det, at man forventede at se et såkaldt investerings og sparekatalog fra administrationen til november.

- Noget kan man spare sig ud af og noget må man være politisk modig og investere sig ud af.

Og hvilke reaktioner har udvalgsformanden så fået på, at man skal finde 28 millioner kroner i indeværende år 42,3 millioner kroner i 2023 og 41,2 millioner kroner i 2024?

- Ja, hvordan skal man næsten sige det. Alle kan se, at det er voldsomme tal, men man ved jo også at det er en gruppe mennesker, man skal træffe gode beslutninger omkring. Så jeg synes, folk har været rimeligt sobre omkring den her problematik. Altså det er så sikkert som amen i kirken, at vi har udgifter på tilbud til borgerne. Man risikerer at starte en sneboldeffekt, hvis man skærer for hårdt ind til benet. Vi skal ikke lægge rådne æbler i kurven til fremtidens politikere. Det er vi heldigvis enige om i udvalget.

Emne til valgkamp

I den netop overståede valgkamp havde Britta Lange bebudet håb om at tale demografi i forhold til udligningsordningen.

- Men udligner demografisk i forhold til, hvor mange børn og ældre man har. Man udligner ikke i forhold til den sociale demografi. Det er virkelig et opråb fra mig, sagde hun i Folketidende 26. september.

Blev der talt nok om det i valgkampen?

- Ja og nej. Der var et lille møde på Saxenhøj, hvor Thorkild Holmboe-Hay talte lidt om det, men generelt var det psykiatrien, der kom til at fylde. Men jeg har ikke opgivet. Så snart vi har en regering, skal vi tage fat i debatten igen.

Generelt var det psykiatrien, der kom til at fylde. Men jeg har ikke opgivet. Så snart vi har en regering, skal vi tage fat i debatten igen.

Britta Lange (S)

Har du en favorit til ny minister på dit område?

- Det holder jeg for mig selv. Den afgåede regering skal have ros for at være kommet i gang med en hjemløsereform, men psykiatriloven mangler der kød på. Jeg har også tidligere kritiseret Astrid Krag for de manglende resultater på handicapområdet. Hun svarer, at det ligger i kommunerne, javel ja, men man kan jo ikke rykke håret af en skaldet. Der er plads til forbedringer.

Allerede ændringer

Tilbage ved den nuværende økonomiske situation har der også været fokus på, om Guldborgsund Kommune havde de rette tilbud på hylderne, både til egne borgere og andre kommuners. Det er noget Socialudvalget netop har bevilget penge til at ændre på, fortæller Britta Lange.

- Vi har haft et tilbud med knap så stor søgning til. Nu tager vi udgangspunkt i noget vi selv mangler, så vi sørger for tilbud til egne borgere først.

På referatet fra mødet i socialudvalget med udgangen af oktober kan man læse, at seks pladser i tilbuddet Lindevang konverteres til pladser i det, der kommer til at hedde Kløverbo2. Målgruppen er borgere med betydeligt og omfattende behov for skærmning, struktur og tæt miljø.

Næste møde i Socialudvalget finder sted 23. november.