Isolation slider på Ernas humør

Nils Thygesen vinker til sin 90-årige mor fra parkeringspladsen bag Oasen. Foto: Ingrid Riis

Nils Thygesen må nøjes med at vinke til sin 90-årige mor på plejehjemmet.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING - Det kan næsten ikke blive mere kedeligt.

90-årige Erna Thygesen har prøvet lidt af hvert i sit lange liv, og nu prøver hun også at være isoleret fra sine venner, naboer, børn og børnebørn i frygten for smitte med coronavirus.

Erna Thygesen bor på tredje sal på plejecenteret Oasen, og lørdag formiddag fik hun "besøg" af sin søn Nils Thygesen.

Fra parkeringspladsen kunne han vinke op til sin mor, der lukkede vinduet op og vinkede tilbage.

Nils Thygesen håber, at coronafaren snart får en ende, så han kan besøge sin mor igen. Foto: Ingrid Riis

Mærkeligt og rigtigt

Tættere har de to ikke været på hinanden, siden myndighederne forbød potentielle smittebærere at komme ind til ældre, syge og sårbare på plejehjem og sygehuse.

- Det er meget mærkeligt og samtidig det eneste rigtige, siger Nils Thygesen, der også har ændret på sine rutiner, når han køber ind for sin mor.

Nu aftaler de i telefonen, hvad Erna mangler, og Nils sætter indkøbsposen på hendes dørmåtte. Og går. Ingen kaffe, ingen snak - og slet ingen kram.

Selv om det føles tomt og fjernt, er der for Nils Thygesen ingen tvivl om, at restriktionerne skal følges.

90-årige Erna Thygesen keder sig alene i sin lejlighed. Foto: Ingrid Riis

Der er ikke meget ved noget

- Jeg tør slet ikke tænke på, hvor stor dødeligheden kunne blive, hvis jeg eller en anden tog virus med indenfor dørene. Der bor lutter sårbare ældre, som vi skal passe på, siger han og nøjes med at ringe til Erna i denne tid.

Det samme gør andre familiemedlemmer.

Inde hos Erna Thygesen går tiden langsomt. Hun plejer at deltage i stolegymnastik, dans, bowling og andre aktiviteter for de ældre, som alt sammen er aflyst nu.

- Jeg maler lidt og har taget et lærred op i min lejlighed, for jeg kan ikke sidde i aktiviteten, som jeg plejer. Vi må heller ikke sidde ret mange sammen og hygge over maden, som ellers er dagens eneste lyspunkt. Der bliver ingen påskefrokost ... nej, der er ikke meget ved noget, konstaterer Erna Thygesen, der har forsøgt sig med at slå tiden ihjel ved fjernsynet.

- Men enten er der nyheder om corona, som man bliver ked af at blive ved med at se på. Eller også sender de en masse krimier, hvor blodet løber. Dem bryder jeg mig heller ikke om at se, fastslår Erna Thygesen.

Nils Thygesen kan i telefonen høre, at isolationen slider på hans mors humør.

- Det går ud over hendes livskvalitet, det er der ingen tvivl om. Jeg krydser virkelig fingre for, at det her ikke skal blive ved alt for længe. Jeg krydser for hele samfundet - og for min mor, siger han.