It-system skaber problemer for kunder

Det nye it-system skaber travlhed hos Guldborgsund Forsyning. Men fra udgangen af denne uge skulle de fleste problemer være løst. Men fremadrettet vil det nye it-system lette de administrative opgaver. Foto: Screendump af Guldborgsund Forsynings hjemmeside

Borgere må vente længe på penge, fordi flytteopgørelser mangler på grund af nyt it-system hos Guldborgsund Forsyning.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND Det kan være svært at komme igennem på telefon og mail til Guldborgsund Forsyning i disse dage.

Flere kunder må desuden vente på, at blandt andet deres aflæsninger og flytteopgørelser bliver registreret og behandlet.

Problemerne skyldes overgangen til et nyt it-system, som Guldborgsund Forsyning er ved at installere.

En af de kunder, der er kommet i klemme på grund af skiftet til det nye it-system, er Steven Larsen.

- Jeg er flyttet fra en lejlighed, men jeg kan ikke få mit depositum på mere end 12.000 kroner tilbage af mine tidligere udlejere. Mine tidligere udlejere vil først udbetale depositummet, når de har set en flytteopgørelse fra Guldborgsund Forsyning over mit forbrug.

Steven Larsen er frustreret over, at han forgæves har måttet vente på flytteopgørelsen siden maj.

- Jeg har været i kontakt med Guldborgsund Forsyning flere gange. Så sent som i sidste uge var tilbagemeldingen, at de ikke ved, hvornår deres it-problemer er løst, fortæller han.

Arbejder på sagen

Men hjælpen er på vej, forsikrer Flemming Bach, der er administrerende direktør i Guldborgsund Forsyning.

- Vi har fire mand, der knokler på at løse vores udfordringer med overgangen til det nye it-system. Vi regner med at have fået styr på langt det meste, inden ugen er omme, siger Flemming Bach, der fastslår, at det i disse dage hurtigt går den rigtige vej.

- Der har været flere flytteopgørelser at tage hånd om, end vi havde forventet. Men alene i går (tirsdag, red.) fik vi ekspederet og fjernet 75 flytteopgørelser fra systemet, siger han.

Allerede i maj begyndte Guldborgsund Forsyning at udsende de første acontoregninger over det nye it-system.

Men det tager tid at få alle regninger overført til det nye system. Det skyldes hovedsageligt, at det nye it-system erstatter og sammenkører to tidligere systemer.

- Forbrugerne har mange forskellige typer af opsætninger og målere. Det skaber et behov for en tilpasning, der desværre tager tid at gennemføre, siger Flemming Bach.

Men det skal gøre ondt, før det gør godt.

- Når det nye it-system snart fungerer, som det skal, vil det komme til at spare på administrative omkostninger og gøre indbetalingsprocessen mere smidig. Det kommer i sidste ende kunderne til gavn, siger Flemming Bach.