Iværksætteri på skemaet gav god idé

Fra venstre: William Bjørkmann Holm Hansen, Frank Da Ming Hu Nielsen, Svend Boeg Therkelsen,  August Kølskov Madsen og Smilla Rosengren Nielsen. Foto: Anders Knudsen

Elever fra det tekniske gymnasium på Celf er med i landsfinalen i iværksætteri.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Hvis du indenfor de seneste år har været forbi en af de store fastfood-kæder her til lands, så har du sikkert oplevet, at plastiksugerøret er skiftet ud med et af pap - i miljøets og klimaets hellige navn, naturligvis.

Den oplevelse har en håndfuld lokale teenagere i hvert fald haft, og det var de ikke glade for. De var faktisk så trætte af det slatne papsugerør, at de traf en beslutning: At bruge en hel temauge, hvor de skulle arbejde med iværksætteri, på at lave en erstatning for de fugtige paprør.

De fem unge mennesker er Svend Boeg Therkelsen, William Bjørkmann Holm Hansen, August Kølskov Madsen, Smilla Rosengren Nielsen og Frank Da Ming Hu Nielsen.

Slatne sugerør er der ikke meget ved - de visionære unge er ved at udvikle deres egne. Foto: Anders Knudsen

De går på henholdsvis første og anden årgang på htx, det tekniske gymnasium, på Merkurs Plads. Her roder de rundt i laboratorier og lærer om fysik og kemi, og det er her, løsningen på slatne sugerør måske findes.

- Vi ville gerne lave et sugerør, der ikke blev så slattent. Vi kiggede på forskellige ting - metal, glas, plastik og så videre. Men vi endte med at vende os mod plastik, forklarer William Bjørkmann Holm Hansen, der går på anden årgang.

Vi ville gerne lave et sugerør, der ikke blev så slattent. Vi kiggede på forskellige ting - metal, glas, plastik og så videre. Men vi endte med at vende os mod plastik.

William Bjørkmann Holm Hansen

Tilbage til plastik

Men hvordan kan en tilbagevenden til plastik, der lige er blevet skiftet ud, blive til den klimamæssigt rigtige beslutning? Jo, som med så meget andet på Lolland-Falster, så ligger svaret i sukkerroerne!

- Vi fandt ud af, at man kan lave et plastikprodukt af de rester, der er fra sukkerproduktionen, forklarer Svend Boeg Therkelsen, der også går på anden årgang på det tekniske gymnasium.

Hvordan selve processen foregår, vil de talentfulde unge mennesker helst ikke ud med. De drømmer om både patentrettigheder og en succesfuld virksomhed, når de når lidt længere.

William og Svend viser dele af produktet frem. Rester af sukkerroer kan blive til fremtidens sugerør. Foto: Anders Knudsen

Vil vinde mere

Lige nu er målet at vinde en konkurrence. Den konkurrence, der er kulminationen på projektet, hvor det hele startede. For først vandt holdet skolens egen konkurrence - deres idé var den bedste, der var lavet i løbet af ugen.

Senere vandt de flere konkurrencer, og i februar tog de regionsmesterskabet også. Nu er tiden kommet til Fonden for Entreprenørskabs Danmarksmesterskab i Entreprenørskab, som de skal dyste om 27. april i København.

- Det vigtigste er egentlig at vinde vores "kategori", som handler om videnskab og teknologi. Den samlede sejr ville da være meget sej, men det er ikke så vigtigt, understreger Svend Boeg Therkelsen.

Videre med en virksomhed

For at gøre drømmen om et lokalt baseret iværksættereventyr til virkelighed er gruppen blevet sat i forbindelse med Nicolaj Sand, forretningsudvikler hos Business Lolland-Falster.

Han har til opgave at hjælpe med at tage idéen fra tegnebrættet og laboratoriet ud i virkeligheden, hvor slatne sugerør skal erstattes af sukkerrørsbaserede konkurrenter.

- De har fået en rigtig god og spændende idé, som vi her hos Business Lolland-Falster sagtens kan se et stort potentiale i. Der er selvfølgelig lang vej fra at have en god idé til et konkret produkt, der kan sælges for penge, men jeg synes, at de er rigtig godt på vej, lyder det fra Nicolaj Sand.

Der er selvfølgelig lang vej fra at have en god idé til et konkret produkt, der kan sælges for penge, men jeg synes, at de er rigtig godt på vej.

Nicolaj Sand