JAN TOG TUREN FRA STEGE FOR AT SE STØJBERG

Jan Giese og firbenede Odin mødte Inger Støjberg mandag eftermiddag. Foto: Ingrid Riis

Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne rundede Sundby.

Offentliggjort Sidst opdateret

SUNDBY: Den enorme, hvide bus er ikke til at tage fejl af.

"Danmarksdemokraterne" står der med store, tydelige bogstaver plastret nedad siden, hvor også partiets stifter og formand, Inger Støjberg, er at finde.

For ikke at nævne dagens måske allermest populære indslag, hendes hund Ludvig, der tidligere har fungeret som bombehund.

Bussen holder knap nok stille, før de første stimler hen mod den.

Det er de lokale kandidater fra Danmarksdemokraterne, der skal hen at sige hej. Og så er det Jan Giese, der står og venter med sin egen store hund.

De to firbenede krabater hilser venligt på hinanden, mens menneskerne i den anden ende af snoren gør det samme.

Inger Støjbergs hund, Ludvig, var selvfølgelig også med rundt i landet. Foto: Ingrid Riis

En lang tur

Jan Giese er ikke specielt lokal. Han er fra Stege, men spenderer en del tid på Western Camp i Kramnitze.

Han er taget turen til Guldborgsundcentrets parkeringsplads mandag klokken 15 for at møde Inger Støjberg, der om nogen har vind i de politiske sejl disse dage.

- Hun kommer måske ikke rigtig forbi andre steder i nærheden, så jeg tænkte, det var nu, jeg måtte dukke op. Så jeg har barberet mig og været i bad, fortæller Jan Giese og griner.

Glad for Peter

Om det er Støjberg selv eller et andet af partiets koryfæer, Peter Skaarup, der får stemmen fra Stege-kanten, er ikke afklaret endnu, men krydset ender så afgjort ved Danmarksdemokraterne.

- Jeg har aldrig været til sådan noget her før, men jeg tog turen i dag. Jeg kan godt lide den politik, de har lagt frem. Der er fokus på os danskere, og så er der fokus på os gamle - jeg er jo 73, så det passer mig også fint. Og så er der for mange indvandrere. Der er vi også enige, fortæller Jan Giese, der hiver sin store hund, Odin, med sig videre efter karavanen af folk, der vil hilse på Inger Støjberg.

Er der nogen, der har en godbid? Foto: Ingrid Riis

Al begyndelse er svær

Mængden af politiske visioner, Danmarksdemokraterne har fremlagt, er ellers ikke overvældende.

Men det lader ikke til at holde Jan Giese fra at afgive sit kryds.

- Det kommer. Jeg har været med i mange år og ved, at al begyndelse er svær. Men det, der er kommet indtil nu, det er godt, så det passer mig fint. Jeg har meldt mig ind i partiet og stemmer selvfølgelig også på Danmarksdemokraterne, forklarer Jan Giese.

Jeg har været med i mange år og ved, at al begyndelse er svær. Men det, der er kommet indtil nu, det er godt, så det passer mig fint. Jeg har meldt mig ind i partiet og stemmer selvfølgelig også på Danmarksdemokraterne.

Jan Giese