- Jeg føler mig pisseheldig

VÆGGERLØSE/NEPAL Top-feber. Et fænomen blandt bjergbestigere, hvor man i iver efter at nå toppen ender med at overse tegn på, at man skulle være stoppet noget før. Det kan være livsfarligt. Dette er historien om Kicki Kornerups tur mod bjerget Baruntse i Himalaya. Toppen nåede hun aldrig, men hun lærte noget værdifuldt om sig selv undervejs. Og hun overlevede. Modsat flere andre.

I slutningen af september satte 36-årige Kicki Kornerup fra Væggerløse vandrestøvlerne på fast grund i Katmandu, Nepal. Turen var begyndt. Forud var gået måneders forberedelse. Hun var i den rette fysiske form, og underskriften på, at rejsebureauet ikke var ansvarlig for hendes eventuelle død, var sat.

- Katmandu plejer at være fuld af turister med vandrestøvler og rygsække, men vi mødte nærmest ingen. Det var lidt af en once-in-a-lifetime oplevelse, fortæller Kicki Kornerup, som Folketidende mødte første gang i forbindelse med, at hun og hendes mand har overtaget det tidligere missionshus i Væggerløse.

Læs artiklen "Levemennesket i missionshuset"

Planen for ekspeditionen var oprindeligt, at de skulle flyve til Lukla, men på grund af dårligt vejr kørte de i stedet, og vandreruten blev lagt om.

- Den var så hård. Guiderne, sherpaer, der er opvokset i Himalaya, styrtede afsted, og det gik bare ned og ned i otte stive timer. Jeg er normalt aldrig øm i musklerne, men det blev jeg. Og det regnede alle dage med en temperatur i dagtimerne på frysepunktet og om natten under. Indimellem bad jeg om tid til at tage billeder, så vi kunne få en pause, fortæller hun.

Efter seks vandredage når de den oprindelige rute.

- Der var vi begyndt at blive syge med ondt i halsen og hoste, den såkaldte Khumbu Cough. For mig betød det feber, at jeg hurtigt blev stakåndet, og at jeg ikke kunne ligge ned og sove, fordi jeg følte, jeg blev kvalt.

Dagen før, de skulle slippe civilisationen helt i tre uger, er ekspeditionen nået til en hytte. Turen derop i dagtimerne er gået godt, og Kicki tror, hun har kæmpet luftvejsinfektionen ned med penicillin, hun har medbragt hjemmefra. Men om aftenen får hun det skidt. Rigtig skidt.

- Som jeg sagde til en af de andre i ekspeditionen: Det ser ikke godt ud. Det viste sig senere, at jeg havde fået en allergisk reaktion på penicillinen, der giver indre blødninger.

Her kunne Kicki være blevet blevet ramt af topfeber. Hun kunne måske have undertrykt kroppens signaler, men:

- Jeg skaffer noget internet og ringer til min mor, som får fat i en læge, der ikke er i tvivl om, at jeg skal ned fra bjerget.

Hvordan er det, at du skal stoppe på det her tidspunkt?

- Jeg tudede. Jeg havde jo forberedt det i årevis. Det handlede ikke så meget om pengene, jeg havde brugt, men det var jo en drøm, jeg skulle vinke farvel til.

Ifølge Kicki Kornerup var hverken den danske læge eller lægerne i Katmandu i tvivl om, at et til to døgn mere uden den rette behandling havde kostet hende livet.

- Det skræmte mig. Så selvom jeg var ærgerlig over, at det var slut, var jeg egentlig også stolt over, at jeg kunne træffe den beslutning og tage ansvar for, at jeg ramte grænsen.

Fra sygesengen i Katmandu hører hun om uvejret på bjerget, hun netop har forladt med helikopter. Det rammer området, hvor hendes og en yderligere ekspedition på 16 bjergbestigere holder til. Den anden ekspedition er lidt foran Kickis. 11 fra den forsvinder under tyfonens rasen med 110 kilometer i timen i frostvejret. To døgn senere dukker de op.

- Men én dør af højdesyge, én er forsvundet og stadig ikke fundet. Et par dage senere dør yderligere tre i en lavine.

Hvilke tanker sætter det i gang hos dig?

- Jeg føler mig pisseheldig. Det kunne have været mig. Jeg har jo siddet i hytten og delt røverhistorier med de mennesker.

Selvom det har været en voldsom oplevelse, forstår Kicki Kornerups familie, at det næppe var sidste gang, hun besteg et bjerg. Andre mener, at det burde være grund til at indstille bjergbestigningen.

- Nej, selvfølgelig skal jeg afsted igen. Der kommer til at gå tid, men det skal jeg.

Allerede til februar leder hun selv en tur til Kilimanjaro, men det er blot en vandretur i Kicki Kornerups øjne.

- Det er mere tilforladeligt, lyder det fra bjergbestigeren, hvis mor aldrig har haft brug for at bestige noget bjerg. Hun har Mount Kicki.