- Jeg har fået den rette stilling

Tro, håb og kærlighed signalerer dette julehjerte, som Lisbeth Mannerup Nielsen har hængt op på indgangsdøren til den gamle præstegård i Moseby. For nogle år siden blev den kåret til den smukkeste af sin slags i Danmark. Foto: Anders Knudsen

Efter embeder på Sjælland er præst vendt hjem.

Offentliggjort Sidst opdateret

ØSTFALSTER - Det er jo ikke en mand.

Sådan lød en kommentar, da Lisbeth Mannerup Nielsen som ny sognepræst besøgte plejecentret Præstemarken i Stubbekøbing.

På plejehjemmet var man vant til, at det var Jens Lose, sognepræst for Aastrup Sogn, som kom forbi. Men efter 38 år gik han sidste år på pension.

I stedet er det nu Lisbeth Mannerup Nielsen, som bor i den gamle præstegård i Moseby, hvor hun flyttede ind 1. august.

Og det er det helt rigtige sted for hende, siger hun til Folketidende efter et lille halvt år i embedet.

- Jeg fik øje på det sted, som jeg kommer fra, siger sognepræst Lisbeth Mannerup Nielsen. Foto: Anders Knudsen

Tibage til rødderne

Lisbeth Mannerup Nielsen har tidligere været sognepræst i Helsinge i Nordsjælland og i Karise i Østsjælland.

- Jeg var 16 år i Karise og var meget glad for det. Og jeg var nok blevet der, hvis ikke stillingen her var blevet slået op. Den havde jeg lyst til, fortæller hun.

Samtidig trak det i hende for at komme tilbage til Lolland-Falster. Det har noget med familie at gøre.

Hun er vokset op på Lolland, hvor hendes forældre havde LF Havecenter.

De bor i Nysted. Hendes svigerforældre bor i Nykøbing, og hun har en faster i Aastrup Sogn.

- Så jeg fik øje på det, som jeg kommer fra, siger Lisbeth Mannerup Nielsen.

Bibelen har sin naturlige plads i arbejdsværelset i Moseby Præstegård. Foto: Anders Knudsen

Godt grundlag

I Aastrup Sogn er 600 af de 800 beboere medlemmer af Folkekirken.

- Der er et godt fundament at være præst på, og det er i høj grad Jens Loses fortjeneste, understreger Lisbeth Mannerup Nielsen.

Hun er stor tilhænger af "det lange seje træk", hvor man bevarer de ting, som virker.

Men hun vil også gerne sætte nye ting i gang.

- Blandt andet har sognet fået sit eget kor, Aastrupkoret, hvor der lige nu er fire medlemmer. Det skal synge i kirken ved forskellige lejligheder, siger hun.

Senere kommer der måske også fællesspisning efter gudstjenesten.

Arbejdet som sognepræst er kombineret med konsulentarbejde.

Fokus på demente

Her skal hun arbejde med forskellige opgaver hos biskop Marianne Gaarden.

Det handler blandt andet om omsorgsarbejde for demente og deres pårørende, hvor hun gerne vil danne forskellige grupper.

I fritiden drejer det sig om familien. Det er hendes mand, der har et advokatfirma i Ringsted, og tre store døtre.

Hun elsker også at læse, "fordi ord kan noget", og at gå i haven.

- Jeg er jo gartnerdatter, som hun siger.