- Jeg har mødt en helt vild gæstfrihed

Sebastian Olsen og hans hund Denny er på tur igennem Danmark. Det har ført dem til både Nysted, Kettinge og Hasselø ved Nykøbing. Foto: Privat

28-årige Sebastian Olsen er på en fire måneder lang rejse igennem Danmark, der blandt andet har ført ham til Hasselø, hvor der ventede ham både heste og flæskesteg

Offentliggjort Sidst opdateret

HASSELØ Da Sebastian Olsen sidste år via Facebook efterspurgte mennesker, der havde lyst til at have ham boende i en overnatning eller to under en rejse igennem Danmark, blev han slået bagover af en massiv interesse. 216 personer skrev og inviterede ham og hunden Denny ind i deres hjem.

En dag i januar tog han af sted. De 216 forskellige destinationer plottede han ind på et kort og fandt en realistisk rute, der med 48 stop, cirka tre nye hver uge, fører ham igennem hele landet.

- Nu har vi alle levet i en coronatid, hvor vi ikke rigtig har været ude og fået lov til at mærke og røre naturen. Så jeg fandt på at tage på en Danmarkstur og møde alle mulige mennesker, forklarer han over en telefon fra Odense.

Han er oprindelig fra Haslev-egnen og har siden juni sidste år boet i sin ombyggede Citroén Berlingo med Denny til at varme fødderne. Og det var netop udsigten til en sandsynligvis kold vinter, der fik ham på tanken om at låne en sofa af danskerne.

- Normalt bader jeg i Fitness World og lader telefon og pc op på restauranter, biblioteker og andre offentlige steder. Men jeg havde lyst til at komme på eventyr uden at skulle være et fast sted.

- Mange tager det som en oplevelse, at jeg kommer forbi, og derfor er det også godt at være udadvendt.

I midten af januar blev et besøg i Maribo aflyst på grund af sygdom hos værtsparret, og i stedet fik han en aftale hos et kærestepar i Hasselø.

- Her blev jeg budt på flæskesteg og gode øl og historier. Og da jeg den næste dag var færdig med mit arbejde, tog vi ud på en tur i området og så hendes heste. Det var virkelig hyggeligt, og jeg blev der i et par dage, siger han.

I Hasselø besøgte Sebastian Olsen et par, der havde heste, og som viste ham naturen i området. Foto: Sebastian Olsen

Det skal ikke være for let

Sebastian Olsen, der er 28 år, har et job som mødebooker for forskellige it-virksomheder i Danmark. Det kan klares online, og derfor kan han nemt tage jobbet med sig, når han er på tur. For det er en livsstil, han ikke kommer til at sige farvel til. Han trives ikke med i store træk at lave det samme fra mandag til søndag. Og han trives ikke med, at ting skal være nemme. Han kunne let lave et måltid mad i en mikrobølgeovn på to minutter.

- Jeg bruger i stedet meget længere tid på at tænde et bål og tilberede maden der. Det kan jeg godt lide, siger han.

For otte år siden gik han ned med stress og en depression, og han oplevede, hvordan han genvandt energien i naturen.

- Den energi, man får fra en gåtur i skoven, kan sidde i én i lang tid efter. Naturen er bare stor og mægtig. Og hvorfor det påvirker kroppen på den måde, er svært at beskrive.

Men han har set påvirkningen på andre end sig selv.

Da han for nylig var på Møn, besøgte han en familie med en søn på 12 år. Han havde det ikke specielt let i skolen, men han blev Sebastian Olsens turguide, og sammen tilbagelagde de 18 kilometer og efterlod en dreng med en helt anden tro på sig selv.

I Fårevejle besøgte han et opholdssted med unge mennesker, der har haft en hård start på livet, i et forsøg på at give dem lidt adspredelse. Og i Hundested hjalp han en spirituel, enlig kvinde med en to-do-liste, der har vokset sig stor igennem to år.

- Hun var rørt til tårer, da jeg tog af sted, fordi jeg havde lyst til at hjælpe hende.

Han kender ikke de personer, han besøger. Og han lægger ikke planer med dem på forhånd.

- Jeg har fuldstændig ja-hatten på. Og jeg har mødt en helt vild gæstfrihed, som jeg ikke turde håbe på.