- Jeg vil gerne vide, hvem der kan tage imod dem
John Jalkiewicz ved, at ukrainske flygtninge gerne vil opholde sig tæt på grænsen - for eksempel i Guldborgsund. Men som det er lige nu, kan myndighederne sende dem til kommuner længere nordpå, medmindre de kan bo hos private. Foto: Claus Hansen
Claus Hansen
Ejer af busselskab kan ikke få garanti for, om ukrainere kan blive i Guldborgsund.
NYKØBING Han vil gerne hjælpe ukrainske flygtninge til Danmark. Men John Jalkiewicz fra Vikingbus vil gerne undgå, at flygtningene skal transporteres Danmark rundt, før de ankommer til et modtagecenter - eller til Asylcenter Sandholm.
Han har busser i Polen stort set hele tiden, og fra banegårdene i Warszawa og Krakow kan man skrive sig på, hvis man gerne vil med en bus til Danmark.
- Udfordringen er, at få ukrainere kender Danmark og vores byers placering. De vil enormt gerne være så tæt på Ukraine som muligt. Det er derfor, at så mange er i Polen. Fordi det er tæt på. Og jeg tror, at det vil kunne hjælpe dem at vide, at hvis de kommer til Rødby eller Nykøbing, så er de tæt på en færgeovergang til Tyskland. Men det kan jeg ikke love dem, forklarer han.
Politiet er ansvarlig
Ved en forespørgsel hos både Dansk Folkehjælp, der har transitcenter i Nykøbing, og Guldborgsund Kommune får Folketidende oplyst, at det er Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ved grænseovergangene, der står for at registrere og tildele de nyankomne et transitcenter et sted i Danmark.
- Vi må ikke på vegne af politi eller anden myndighed tage imod flygtninge. Hvis chaufføren kører over grænsen med udlændinge, skal han henvende sig til politiet ved grænsen først. Det er dem, der fordeler dem ud til kommunerne. De har myndighedskasketten, siger generalsekretær hos Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem.
John Jalkiewicz forklarer, at en af hans chauffører ankom med et hold flygtninge torsdag.
Mennesker, der har været på farten i seks dage, men som først måtte vente på, at en billetdame kunne kigge deres pas igennem. Dernæst ventede de på færgen, der skulle sejle dem til Rødbyhavn, hvor de ankom klokken 5.30 - og siden også på udsendte fra Udlændingestyrelsen, der ifølge John Jalkiewicz først kunne være på stedet klokken 8.00.
Klokken 10.30 var bussen klar til afgang mod København, hvorfra de blev sendt til Center Sandholm.
- Det er her, de vil være
John Jalkiewicz vil gerne sponsorere en bus med afgang mod Polen i næste uge, men kun hvis han må køre flygtningene direkte til Nykøbing.
- Det skal ikke være til Vordingborg eller en anden kommune. Det er her, de gerne vil være. Tæt på grænsen. Men der skal være nogen til at tage imod dem, og de skal kunne have et sted at bo, siger han og tilføjer, at situationen er akut, men at flere private chauffører oplever forvirring om, hvor ukrainerne kan tage hen, når de er ankommet til Danmark.
Hvis ukrainere henvises til Guldborgsund af myndighederne, beder kommunen dem i første omgang om at søge mod transitcentret på den gamle Østre Skole. Og har de efter 48 timer ikke et sted at bo, vil kommunen sørge for et sted.
Men det bliver foreløbig ikke på det nedlagte plejecenter i Sakskøbing, hvor man i slutningen af februar planlagde at indlogere dem på længere sigt, hvis der kom store bølger, oplyser kommunaldirektør Søren Bonde.
I mellemtiden håber John Jalkiewicz, at flere private vil melde sig hos for eksempel transitcentrene, hvis de har mulighed for at indlogere ukrainere privat.
Seneste artikler
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Næsgaard-elever løber med i stor stil: - Broløbet er once-in-a-lifetime
Karin har fulgt brobyggeriet fra første parket: Søndag rykker folkefesten ind i Orehoved
Kirsten Sydendal i jubel over ø-planer: - Det er første gang, jeg ser ø-færgerne nævnt
Fra storbylivet i Shenzhen til Sydfalster: Claudia og Kun har forelsket sig i Væggerløse
Mest læste artikler
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Kronprinsen til stor brofest
Nabo taber klagesag om kæmpe solcelleanlæg
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse