Job skal nedlægges i Nykøbing: Her er overblikket

Erhvervsministeriet vil nedlægge fem årsværk i Nykøbing, oplyser Morten Bødskov (S). Arkivfoto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

I alt 12 årsværk står til at blive nedlagt på Erhvervsstyrelsen og Slots- og Kulturstyrelsens kontorer i Nykøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: De kom hertil, da den forrige regering ville udflytte statslige arbejdspladser. Men nu står de til at forsvinde igen. I hvert fald nogen af dem.

Når staten inden længe skal nedlægge 1000 stillinger, vil en hel del af dem forsvinde fra statslige kontorer rundt om i landet. Og også Nykøbing rammes.

Det fremgår af svar fra til Folketinget fra by-, land- og kirkeminister Morten Dahlin (V), erhvervsminister Morten Bødskov (S) og vikarierende kulturminister Christina Egelund (M).

Morten Bødskov oplyser, at Erhvervsministeriet samlet vil nedlægge 53 årsværk, og at de 14,7 nedlægges uden for København. Heraf findes de fem i Nykøbing som følge af "optimeringer i kundecenteret for fællesoffentlige it-løsninger", og alle fem årsværk er nogle, der har været en del af en udflytning af statslige arbejdspladser.

Udflyttet som led i plan

Morten Dahlin oplyser, at By-, Land- og Kirkeministeriet i dag har omkring 40 årsværk i Nykøbing, og at det er planen at nedlægge 1,5 som følge af "nedjustering af landdistriktstilskud vedrørende fiskeri ved dimensionering". Det er i øvrigt årsværk, der ikke er kommet til Nykøbing som følge af en udflytning af statslige arbejdspladser, men er opstået i Nykøbing.

Ministeren tilføjer, at der skal nedlægges 7,5 statslige årsværk i København.

På kulturministeriets område er det planen uden for København at nedlægge 4,0 årsværk i 2025 stigende til 5,5 årsværk i 2027.

"Årsværkene er placeret i Slots- og Kulturstyrelsens afdeling i Nykøbing Falster og blev udflyttet som led i den daværende V-regerings Bedre Balance I-plan fra 2015", oplyser Christina Egelund.

Ét årsværk bortfalder som følge af "færre krav til tilladelser til bygningsarbejder i fredede bygninger". Et andet som følge af "frisættelse og effektivisering vedrørende fredede bygninger, herunder indførelse af kategoriseringer".

Et halvt årsværk kommer ved "tilpasning af beskyttelse af og tilsyn med sten- og jorddige". Halvandet årsværk fra "afskaffelse af Slots- og Kulturstyrelsens budgetgodkendelse til forundersøgelse ved bygherre-betalt arkæologi".

Et halvt årsværk fra "afskaffelse af Slots- og Kulturstyrelsens tilsyn med kommuners dispensationer til fortidsmindebeskyttelseslinje med videre". Og det sidste årsværk begrundes med "ændret fordeling af pulje til fredede bygninger".

Til sammenligning nedlægges knap 32 årsværk i København.

Lidt ambivalent

At regeringen vil nedlægge statslige job i provinsen har mødt et ramaskrig fra oppositionen, som mener, at stillingerne bør findes i København. Men borgmester Simon Hansen (S) er knap så ophidset.

- Det er lidt ambivalent, for det er rigtig godt, at regeringen fjerner årsværk, for der er opgaver, der nedlægges, så noget forhåbentlig bliver nemmere for os. Men når man tidligere har arbejdet med at udflytte statslige arbejdspladser, er det bemærkelsesværdigt, at stillingerne skal forsvinde der, hvor man har rykket ud og ikke på Slotsholmen, siger han og tilføjer, at han dog har bemærket, at Vurderingsstyrelsen igen og igen opruster i Maribo:

Det er rigtig godt, at regeringen fjerner årsværk.

Simon Hansen (S), borgmester, Guldborgsund Kommune

- Så samlet set er vi måske et godt sted, men det er noget, vi er opmærksomme på, for vi synes, man skal flytte ud.

Lobbyer for center

Simon Hansen tilføjer i den forbindelse, at han i disse dage lobbyer for at få en ny arbejdsplads til Nykøbing. Som led i regeringens sundhedsudspil vil regeringen nemlig oprette et nationalt center for sundhedsinnovation. Og det bør ligge på sygehuset i Nykøbing, mener han. Her har man nemlig allerede i flere år arbejdet med netop innovation i sundhedsvæsnet.

- Så slipper man også for en masse opstartsomkostninger, begyndervanskeligheder og hvad der ellers følger med i implementeringen af den slags, argumenterer han.