JULEMANDEN ANBEFALER: - SLAP AF OG NYD HINANDEN

Små børn er ofte lidt utrygge ved julemanden, men større som Villads og Kaya her er ikke bange for at fortælle, hvad de ønsker, og om deres hus har en skorsten. Foto: Ingrid Riis

Julemanden var forleden i Nykøbing, og det lykkedes Folketidende at få et eksklusivt interview med ham, inden han på ægte julemandsmanér gik på gaden og spredte god stemning.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: De seneste lørdage har Nykøbing, af alle steder i hele verden, været så heldig at have besøg af den rigtige julemand.

Det er kommet Folketidende for øre, at der faktisk er tale om den rigtige julemand, og selv om det kan være svært at faktatjekke julemandens påstande, har avisen i anledning af julen valgt at give køb på visse principper og bringe historien alligevel.

Julemanden står på toppen af trappen og tager imod i sit klassiske røde tøj. De runde briller med guldstel sidder godt nede på næsen, og på hænderne har han hvide handsker.

Hans stemme er varm og rar. Galant holder han døren for journalisten, som han tiltaler De. Joh, det mærkes, at han er fra en anden tid.

- Nogle siger, jeg er 700 år gammel, andre, at jeg er 400 år gammel, jeg tror, det er omkring 500 år, men jeg er så gammel, at jeg ... jah, jeg kan faktisk ikke selv huske det, lyder det.

Julemanden har kun sit røde tøj på i december. Resten af året er det enten grønt, eller også går julemanden i civilt, for eksempel, når han tager på ferie på Bahamas. Foto: Ingrid Riis

Der er visse ting, som gør, at man kan drage tvivl om julemandens virkelige eksistens. Og dog han har jo en adresse. Nemlig Julemanden, 2412 Santa Claus, Grønland.

Flere steder i verden gør de krav på, at han har hjemme hos dem. Det vil julemanden gerne rydde op i.

- Jeg bor faktisk lidt på Grønland, lidt på Nordpolen og lidt i Finland, siger den ældre herre med det imponerende skæg og fortæller, at det dog kun er i Finland, man kan besøge ham.

De andre steder er hans bolig nemlig hemmelig.

Hjælpenisser og drillenisser

Nisserne hjælper med med at lave gaverne, og dem har han brug for mange af. Hele 18.500 nisser er tilknyttet julemanden, og de bliver betalt i chokolade og kage.

- Åh ja, det er mange, og jeg tror, der er flere, for der er også nisser, der er flyttet et andet sted hen. De ville lave nogle andre ting. Ballade for eksempel.

Er det dem, nogle børn har derhjemme? 

- Ja, det er nemlig dem, så flytter de ind og laver ballade. De må godt lave lidt små drillerier.

Hvad med de børn, du har mødt. Har der været nogen, som var meget frække?

 - Ja, de skal jo bare have noget chokolade og gaver, så går det alt sammen.

Hvem var det frækkeste?

- Altså, der er mange frække børn, men hvis jeg skal nævne én særlig, er det nok Donald Trump, dengang han var lille. Han prøvede at tage min tryllestok. Og så ham der Putin. De fik begge et stykke kul i julegave. Så de kunne lære det. Men jeg synes ikke, de har lært så meget.

Der er mange frække børn, men hvis jeg skal nævne en særlig, er det nok Donald Trump, dengang han var lille. Han prøvede at tage min tryllestok.

Julemanden

Men du kan ikke gøre noget, når først de ikke er børn længere ...

- Nej.

Julemanden fortæller, at han også selv får gaver. Nemlig kærligheden fra alle dem, som tror på ham.

Hvorfor holder voksne op med at tro på dig, ved du det?

- Der sker noget, når man bliver otte år, så begynder fantasien at smuldre. Når man bliver 12 år, bliver det værre, og som 15-årig skal man virkelig arbejde hårdt for at holde fast i den. Når man er 18 år, så er den væk. Der skal man virkelig kæmpe.

Har du oplevet voksne, der troede på dig?

- Ja, det har jeg faktisk. Der er nogle, der stadig er børn indeni.

Masser af magi

Selv om man sidder lige overfor en temmelig magisk julemand, kan det godt være lidt svært at tro på, at én mand kan nå rundt til alle verdens børn juleaften. Det forstår julemanden godt.

Han fortæller om sin magiske julestok, der juleaften bliver fuld af en særlig støv, som han drysser ud over rensdyrene, så de kan flyve ekstra hurtigt.

Det er den samme magi, som gør, at julemanden kan komme ned igennem skorstenen. Og har man ingen skorsten, har julemanden en magisk nøgle, så han kan låse sig ind i alle hjem. Det er naturligvis hemmeligt, hvor den er.

Men hvad så med alle gaverne, hvordan får du plads til dem i sækken?

- Jeg tænker bare på et navn, når jeg stikker hånden ned i sækken. Så kommer gaven ud til den, jeg tænker på. Så sækken er en slags portal for gaverne. Jeg siger heller ikke, hvor de er. Det er meget hemmeligt.

I det hele taget er meget ved julemanden hemmeligt, så andre ikke få samme idé, og der pludselig er flere julemænd.

Men man ser jo flere, der i mere eller mindre vellykket grad forsøger at ligne og være julemand. Når det ikke lykkedes, kunne det vel også få børn til at tvivle?

- Det kan jeg godt forstå, men det er bare, fordi de gerne vil hjælpe julemanden. Jeg har sagt okay, men de skal gøre det ordentligt. Nu er det jo sådan, at folk ikke altid hører efter.

Hvordan gør man det ordentligt?

- Man skal være flink og rar. Og ligne julemanden.

Paw Patrol er et stort ønske, især blandt de mindre børn. Her møder julemanden Mikkel på tre år i den forreste klaovogn og Elias på to år i den bagerste. Andrea på fem år, og bagerst er det Nicoline på 14 år. Foto: Ingrid Riis

Julemand, er der egentlig noget ved julen, du ikke kan lide?

- At folk bliver stressede og tror, at de skal gøre alt muligt. Det skal de slet ikke. De skal bare slappe af og nyde hinanden. Det eneste, man må have travlt med, er at forkæle hinanden.

Er det ikke også tit det, der sker, at folk vil finde den gave, der er den rette forkælelse? 

- Joh, men der skal man lige skrue lidt ned, for hvis det kommer fra hjertet, kommer det det rigtige sted fra.

Hvad med ønsker. Har de ændret sig meget i forhold til for 100 år siden?

- Børnene ønsker sig andre ting, også nogle svære ting. For eksempel at deres mor og far skal være sammen. Det kan vi ikke opfylde på juleværkstedet, men vi kan give dem en masse kærlighed. Det kan ikke smitte som coronavirus, men det smitter lidt.

En juleperson?

Julemanden regner med, at der er 1.500 gode år i ham endnu. Afløseren finder han blandt sine nisser. Det bliver en af dem, som er flink og rar og god til at hjælpe andre uden at få noget for det.

Julemanden afviser ikke, at den næste julemand kunne blive en juledame, selv om han ser nogle udfordringer, da damer meget sjældent kan gro den forventede mængde skæg.

Det her med køn er jo noget, vi er begyndt at gå vældig meget op i på det seneste. Kagemænd, der hedder kagepersoner, har du måske hørt om ...

-Joh ...

Hvad ville du sige til at blive kaldt juleperson?

- Ja, det ville være lidt mærkeligt hvad? Jeg er jo julemand.

Julemanden har selv været drillenisse engang, ligesom han har gået i nisseskole for at lære om jul, drilleri og mennesker. Foto: Ingrid Riis