Juleri alle vegne i Sakskøbing by

Sideløbende med de mange julelys i Søndergade er der også rigeligt med julearrangementer i Sakskøbing. Foto: Anders Knudsen

Handelsstandsforening lægger mange kræfter i at sørge for juleri til glæde for store og små. Lige for tiden kan man - helt gratis - nyde de mange lys og juleindtryk i bymidten.

Offentliggjort Sidst opdateret

SAKSKØBING Det er næsten umuligt ikke at blive bare en lille smule i julehumør, hvis man i disse dage vandrer lidt rundt i Sakskøbings centrum i en af døgnets mørke timer.

Overalt lyser julepynten op omkring julehandlen hos butikker og medlemmer af handelsstandsforeningen. Herfra arrangeres der traditionen tro endnu engang masser af julearrangementer med eksempelvis endnu en julet formiddag på Rådhustorvet og her et stort børnejuleoptog på tirsdag.

Optoget starter på P. Hansens Vej ved Tambourhuset klokken 9.30, og de denne gang op mod 300 små størrelser ender som nævnt på Rådhustorvet.

- Så får de en klementin, en figenstang, en pakke rosiner og en ostehaps. Vi undgår klejner i år og passer på, så godt vi kan i forhold til corona, siger formanden for Sakskøbing Handelsstandsforening, Jan H. Petersen.

I forhold til det helt store juleoptog 12. december venter der på nuværende tidspunkt 34 tilmeldte indslag, da Radsted Idrætsforening lige er sprunget til som den seneste. Der kan nå flere med, men så skal det gå stærkt, understreger Jan H. Petersen.

Torvet i Sakskøbing nærmest stråler af juleforventninger. Foto: Anders Knudsen
Oppe, nede og over det hele lyser byen af julestemning. Foto: Anders Knudsen
Sakskøbing Handelsstandsforening og masser af frivillig hjælp har igen sørget for julestemningen i Sakskøbing. Foto: Anders Knudsen
På tirsdag skal der igen være juleoptog for op mod 300 lokale børn, der dog ikke må danse om træet i år på grund af corona. Foto: Anders Knudsen
Den voldsomme blæst tidligere på ugen tog en guirlande med sig, men den skulle være oppe igen i dag, lover Jan H. Petersen. Foto: Anders Knudsen