Kæmpe kendis-træf før stor premiereaften

Jørgen de Mylius var også kommet til premiere og hilser her på revy-direktør Mickey Pless. Foto: Maria Glasius Lange

Som altid er der masser af kendisser blandt gæsterne til premieren på årets Nykøbing Falster Revy.

Offentliggjort Sidst opdateret

Så er tiden kommet. Torsdag aften går tæppet for premieren på Nykøbing Falster Revyen 2024.

Og forventningerne fra gæsterne er som altid store. Folketidende talte med flere af de kendisser, der er inviteret til at overvære premieren, og de strålede alle om kap med den beskedne sommersol over Nykøbing F. Teater.

- Den kan næsten kun skuffe, for den har virkelig placeret sig i toppen af de danske revyer. Men jeg tror ikke, den skuffer. Der er ry for et helt særligt samarbejde mellem Mickey Pless og Rasmus Krogsgaard, som er godt for revyen, lød det fra skuespilleren Flemming Jensen.

Søren Pilmark (tv.) kommer sammen med Henrik Kofoed også til Nykøbing med Ørkenens Sønner senere på året. Foto: Jakob Poulsen

Søren Pilmark er også blandt gæsterne - han ankom naturligvis sammen med sin makker fra Ørkenens Sønner, Henrik Koefoed, som er en del af reyholdet i år.

- Jeg forventer et brag af en revy, og jeg forventer, at Henrik er bedst, lød det med et glimt i øjet fra Søren Pilmark.

De vender i øvrigt tilbage sammen med resten af ørkensønnerne senere på året, når Ørkenens Sønner gæster Guldboxen i Nykøbing.

Foto: Jakob Poulsen

Dansktop-stjernen Richard Ragnwald og hustruen Vibeke Lehmann er også blandt premieregæsterne.

- Vi håber at se en rigtig god revy i år. Det er derfor, at vi kører hele vejen fra Aarhus hvert år for at se den.

- For to år siden troede jeg, at den ikke kunne blive bedre. Men så blev den også virkelig god sidste år. Så nu går vi bare ind til det og forventer det bedste. Hele aftenen er fantastisk, men det er virkelig rart at møde mine gamle kolleger fra underholdningsbranchen. Vi mødes jo ikke så tit - det er mest til begivenheder som disse, siger Richard Ragnwald.

Keld og Hilda var naturligvis troppet op. Foto: Jakob Poulsen

Keld og Hilda Heick var vanen tro også blandt premieregæsterne. Og de glædede sig som altid.

- Vi forventer altid det bedste. Vi har hørt lidt på forhånd, og det er godt, det vi har hørt, lyder det fra det tidligere revydirektørpar, som i øjeblikket er i fuld gang med at forberede sig på at flytte, efter at de netop har solgt deres hus.

Tidligere Vild med Dans-danser Katrine Bonde var også dukket op. Foto: Poul Hansen
Tidligere Revy-direktør Flemming Krøll dukkede naturligvis også op. Foto: Poul Hansen