Kæmpe prisfest på teateret: Se alle vinderne her

Frederik Schnoor er festivalleder på Kun for Forrykte-festivalen i Stubbekøbing, og han tog fredag aften imod den store Kulturpris ved Prisfesten 2024. Foto: Guldborgsund Kommune

Fredag aften blev Prisfest 2024 afviklet af Guldborgsund Kommune, og her blev en meget stor del af kommunens foreninger og talenter fejret og hædret.

Offentliggjort Sidst opdateret

38 lokale atleter fra 14 forskellige foreninger i Guldborgsund kunne i 2024 træde op på et podie og modtage en medalje. Ganske ofte en guldmedalje og et vundet danmarksmesterskab bag sig. En milepæl, der kun giver ambitioner om at komme lidt længere. Måske ind i en ny klasse, og måske ud til et helt nyt land.

Men det er svært at nå nye højder, hvis man ikke kan balancere på jorden, og derfor er det - måske ikke afgørende - men i hvert fald en stor hjælp at blive set af ens eget bagland. Det gælder altså ikke kun ens egen klub. For anerkendelse kender ingen grænser, og derfor er det stort at blikke klappet op på scenen af et par hundrede foreningsfolk i Nykøbing F. Teater.

Alle sammen gæve mennesker, som ved hvor mange timer og ofringer af familiefødselsdage, det kræver at nå så langt.

Og det blev de fredag aften, hvor atleterne, ildsjælene og trænerne blev fejret ved en prisfest med Guldborgsund Kommune som vært.

Pokal til tre 13-årige piger

Guldborgsund Sports- og Idrætsråd stod bag de to første priser - nemlig Du gør en forskel-prisen og prisen for bedste klub- og baneanlæg.

Den første pris vandt Anne Frøistrup fra Stubbekøbing Badmintonklub. Hun træner op imod 20 seniorer hver uge og sørger for fællesskab både på og uden for banen.

Man skal turde at tildele de helt unge det ansvar i stedet for at vente på nogen, der ikke melder sig.

Karen Pedersen, formand, Danseklubben Sax

Imens vandt Nørre Alslev Boldklub prisen for bedste klub– og baneanlæg. Årsagen er blandt andet de mange frivillige kræfter i klubben og den respekterede og erfarne baneansvarlige Per Christensen.

Det bliver også ham, der får lov at bestemme, hvad pengene skal bruges til, lød det fra scenen, da klubben tog imod prisen.

Guldborgsundpokalen og en check på 2.500 kroner gik til de tre 13-årige piger Sofia Pedersen, Sigrid Skov Frederiksen og Mira Marie Broskov Kamp fra Danseklubben Sax.

De var kun 12 år, da formand Karen Pedersen spurgte, om de havde lyst til at undervise i dans på den lokale SFO.

Giv de unge et ansvar

Klubben havde nemlig den udfordring, at de helt unge medlemmer i stadig stigende omfang faldt fra, og derfor måtte danseskolen jo komme til dem.

De tre piger fik til opgave at stå for undervisningen efter deres egen skolegang, og det har de gjort så godt, at de nu har vundet pokalen.

– Det er et vigtigt signal at sende til de foreninger, der står og mangler trænere. Man skal turde at tildele de helt unge det ansvar i stedet for at vente på nogen, der ikke melder sig. Det kan ikke være hvem som helst. Men hvis man spotter nogle unge med en stor ansvarsfølelse, og som kan sætte sig i respekt, så prøv det af, siger Karen Pedersen til Folketidende.

Lukas Høier-Jensen fra Brydeklubben Thor vandt prisen for Årets Ildsjæl.

– Det var jeg ikke helt forberedt på, forklarede han.

Lukas Høier-Jensen fra Brydeklubben Thor vandt prisen for Årets Ildsjæl. Foto: Guldborgsund Kommune


Men klubben roste ham for den massive indsats, han ligger i både at træne forskellige aldersgrupper helt fra tidlig morgen til sen eftermiddag - samtidig med at han lærer børn, der besøger klubben fra en SFO eller daginstitution, om brydning.

Stor støtte til bryderne

Nykøbing FC vandt prisen som Årets Forening. Blandt andet fordi at klubben er mere end fodbold. Den blev oprindeligt grundlagt som erstatning for rivaler og har siden skabt et fundament, hvor sport og fællesskab mødes.

Der er aktiviteter for unge, børn, ældre, der er parafodbold og gåfodbold samt lektiehjælp. Medlemstallet er vokset markant, og der er nu mere end 1.000 medlemmer.

– Vi er utroligt ydmyge over at vinde denne pris, lød det fra formand René Fjeldsøe.

Bryderen Turpal Bisultanov fra Brydeklubben Thor tog prisen for Årets Idrætspræstation, da han sikrede sig bronze ved OL i Paris.

Bryderen Turpal Bisultanov fra Brydeklubben Thor tog prisen for Årets Idrætspræstation, da han sikrede sig bronze ved OL i Paris. Foto: Guldborgsund Kommune

Han er et eksempel på, hvordan vilje, tålmodighed og troen på sig selv kan få en til tops. På trods af alvorlige skader og en misset OL–kval gav han aldrig op. Den mentale styrke og det hårde arbejde gav en bronzemedalje ved OL i Paris, og han er et inspirerende forbillede for atleter om aldrig at give op. Uanset hvilke forhindringer de måtte møde på deres vej.

– Guldborgsund Kommune er dygtige til at støtte bryderne, og jeg håber, at vi igen i år får en masse opbakning til Thor Masters. Og at vi danske atleter får en masse støtte. Jeg elsker brydning. Jeg ved ikke, om det er gået op for jer. Giv aldrig op, og fortsæt med at tro på det.

Festival tog den største pris

Årets talentpris blev uddelt til Silje Gudesen Plovdahl, som er et "sandt trænertalent" fra Nykøbing F. Tennisklub.

Hun træner de mindste spillere og tog i sommer initiativ til et hold for piger over 15 år, hvilket har givet et nyt og sjovt fællesskab.

Hun er en stor ressource i klubben og inspirerer børn og voksne med sit talent – også inden for træning. DIF bruger hende som den yngste træner i sit trænermateriale.

Den sidste pris, Kulturprisen, blev vundet af festivalen Kun For Forrykte. Festivalen kom til Stubbekøbing i 2019 - på 50-året for Woodstock-festivalens tilblivelse, og er kun vokset lige siden.

I dag ligger man på cirka 2.000 gæster, og det er ikke meningen, at det skal vokse yderligere, forklarer festivalleder Frederik Schnoor.

- Vores mening var at lave en festival, hvor alt ikke er så snorlige, og hvor der er plads til lokale samarbejder. Det er vi lykkedes med. Og samtidig har vi fået et ry, så musikerne selv henvender sig og beder om lov til at spille der.