Det bliver bogstaveligt talt et kæmpe setup, når Nykøbing F. Hallen sidst på foråret omdannes til hjemmebane for Nykøbing Falster Revyen. Alene scenen kommer til at strække sig fra den bagerste ende af hallen (hvor den gamle, afdækkede scene skal fungere som skuespillernes garderobe) og omtrent helt op der, hvor gulvreklamerne ligger. Revydirektør Mickey Pless glæder sig. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Det bliver hverken enkelt eller billigt, når Nykøbing Falster Revyen rykker ind i Nykøbing F. Hallen.
Jakob PoulsenJakobPoulsen
OffentliggjortSidst opdateret
NYKØBING Blandt håndboldfolk har Nykøbing F. Hallen længe været kendt langt som et helt specielt sted på grund af akustikken og den stemning, publikum skaber.
Om hallen fremover også bliver kendt som et helt specielt sted i revykredse, er vi meget klogere på om et halvt års tid, men revydirektør Mickey Pless og de øvrige folk bag revyen er allerede i fuld gang med at planlægge, hvordan den mere end 50 år gamle sportshal kan omdannes til et moderne revyteater.
Og det er i mere end én forstand store planer, der er på tegnebrættet.
- Scenen (som bliver placeret i den bagerste ende af hallen) bliver 20 meter bred og 13-14 meter dyb. På de nuværende tilskuerrækker bygger vi en balkon på hver side, der begge peger skråt ned imod scenen. Foran scenen bliver der placeret borde, hvor man kan sidde og spise inden forestillingen, ligesom der er på teatret. Og bag bordene bygger vi en tilskuertribune, som på forhånd er lavet sådan, at folk automatisk sidder med en meters afstand, forklarer Mickey Pless.
Flytningen til hallen sker af hensyn til coronarestriktionerne, da det er lettere at skabe den nødvendige afstand mellem folk i hallen, end det er på teatret. Samtidig skæres antallet af publikummer til hver enkelt forestilling ned fra 629 til 450.
Annonce
Omdannelsen af hallen er dog ikke gjort med det. Loftet bliver nemlig også "gemt væk" bag nogle store stykker stof, som bliver specialmalet, inden de bliver hængt op. Scenografien er lagt i hænderne på scenografen Niels Secher, som blandt andet har været scenograf på Cirkusrevyen flere gange og på Nykøbing F. Revyen i 2017, flere julekalendere på tv samt Korsbæk på Bakken.
Og han og hans folk får nok at se til, for de skal ikke bare lave scenografi til den i forvejen meget store scene. Scenografien, der blandt andet kommer til at bestå af søjler med lys i, skal nemlig strække sig ud i salen også.
Dertil kommer, at der også skal sættes nogle andre lamper op med mere hyggelig belysning end hallens egen belysning. Scenetæppet fra teatret kan man heller ikke bruge i hallen, så også her skal der noget nyt til.
Lyden er også et kapitel for sig. For selv om hallen er udstyret med specielle akustikplader på både lofter og vægge, så kræver det på grund af hallens størrelse lidt ekstra, hvis publikum på de bagerste rækker skal have samme udbytte af showet som dem, der sidder foran scenen.
Derfor bliver der ned igennem hallen sat højttalere op, så man sikrer, at lyden fra scenen kommer samtidig, uanset hvor i hallen man sidder.
- Alt i alt kommer det til at koste over en halv million kroner. Men nu gør vi det, for alternativet er, at vi ikke kommer til at spille, og det går ikke, siger Mickey Pless.
Sidste år måtte revyen som bekendt helt aflyses på grund af coronasituationen, men revydirektøren satser hårdt på, at restriktionerne er lempet så meget inden 10. juni, hvor der er premiere, at man kan spille årets revy uden problemer.
- Det bliver en fed oplevelse for folk. Jeg håber, at vi bagefter kan se tilbage på det og sige, at det var en unik mulighed, som vi udnyttede. Vi har så meget revy indeni, som vi gerne vil ud med, lyder det længselsfuldt fra Mickey Pless.
Og han kan glæde sig over, at han ikke er den eneste, der længes efter revy. Det gør publikum også, og billetsalget går forrygende.
- Vi har kun omkring 4.000 pladser tilbage i salen til resten af sæsonen. Alene i mandags solgte vi over 200 billetter, fortæller Mickey Pless.
Annonce
Hvis man ikke har nået at sikre sig en billet til årets revy, behøver man dog ikke gå i panik endnu. Ligesom de foregående år bliver der lagt ekstraforestillinger ind i programmet, efterhånden som behovet opstår. Men det skader næppe at være lidt på forkant med situationen, hvis man vil have billetter.
Og som antydet tidligere bliver det trods flytningen også muligt at spise inden forestillingen i år.
Årets udgave af Nykøbing Falster Revyen har premiere 10. juni og spiller frem til og med 21. august.
Planlægningen af årets revy er ikke i mål endnu. Men det går hastigt fremad. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Der skal arbejdes i treholdsskift for at gøre hallen klar til revy. Arbejdet begynder 19. maj, og 31. maj skal scenografien være på plads, for der begynder skuespillernes prøver i hallen. Reklameskærmene bliver dækket til eller slukket. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen