Det er en dundrende underskudsforretning at bygge den nye Storstrømsbro. Det bekræfter 2021-årsregnskabet fra entreprenør-konsortiet Storstroem Bridge Joint Venture I/S (SBJV), der har kontrakt med Vejdirektoratet om at bygge broen.
I 2021 udbetalte Vejdirektoratet 150 millioner kroner til entreprenøren som en delbetaling, men det dækkede slet ikke udgifterne.
På bundlinjen i regnskabet, der blev offentliggjort mandag, står, at 2021 gav et tab på 553 millioner kroner - altså langt over en halv milliard kroner. Det resultat er værre, end SBJV havde frygtet året inden.
I årsregnskabet for 2020 stod der således, at SBJV forventede, at økonomien ville balancere i 2021, men sådan gik det altså langt fra.
"Kontrakten på at bygge Storstrømsbroen er blevet vurderet som en endnu mere tabsgivende kontrakt", står der i regnskabet (Folketidendes oversættelse fra engelsk).
Annonce
Har indskudt 926 millioner
Her kan man i øvrigt læse, at egenkapitalen er på nul kroner. Hvilket dog er en fremgang fra det minus på 372 millioner kroner, der fremgik af det forrige årsregnskab.
Forklaringen er, at det italienske moderselskab, Itinera SpA, har skudt knap en milliard - eller mere præcist 926 millioner - kroner i selskabet. Det har rettet op på den negative egenkapital og dækket 2021-underskuddet.
I årsregnskabet står der også, at Itinera har erklæret, at det fortsat vil stille den nødvendige likviditet til rådighed i 2022 og om nødvendigt er klar med mere støtte, indtil byggeriet er færdiggjort.
Den dårlige økonomi til trods er SBJV derfor at betragte som det, der regnskabsteknisk kaldes for en "going concern" - virksomheden fortsætter altså driften trods den dårlige økonomi. SBJV lægger dog ikke skjul på skuffelsen over resultatet.
"Ledelsen betragter resultatet som utilfredsstillende", står der (Folketidendes oversættelse), men det bemærkes også, at selskabet forventer, at økonomien vil balancere i 2022.
Betydelig usikkerhed
Forklaringen på det skuffende 2021 angives at være coronapandemien.
"Covid-19-udbruddet har besværliggjort byggeprocessen, når det gælder byggematerialer og mandskab. Det har ført til, at færdiggørelsen er udskudt fra november 2022 til marts 2023", står der (Folketidendes oversættelse).
Men der er fortsat masser af usikkerhed. Det gælder ikke mindst prisen på byggematerialer - et forhold, der kan få betydelig indflydelse på den samlede pris for byggeriet. SBJV forsøger dog at minimere risikoen ved at lave fastprisaftaler med leverandører og underentreprenører.
Annonce
Men dertil kommer et væld af andre forhold, der gør, at virksomhedens samlede skøn over økonomien i projektet er forbundet med betydelig usikkerhed. Og årsrapporten rummer noget, der lyder som en indrømmelse fra SBJV. Som der står:
"I forbindelse med igangsættelsen af projektet stod det klart, at de indledende beregninger af de forventede produktionsomkostninger ikke var korrekte" (Folketidendes oversættelse).
Spørgsmålet er så bare, om SBJV undervurderede opgaven og bød for lavt, eller om den dårlige økonomi skyldes fejl i udbudsmaterialet eller udefrakommende faktorer, som entreprenøren kan kræve dækket hos bygherren, Vejdirektoratet.
Med støtte fra uafhængig og ekstern konsulentbistand har SBJV rejst en række krav, men dem har Vejdirektoratet i store træk afvist.
Det fremgår dog af årsregnskabet, at SBJV har dækket en del af tabene gennem aftaler med underleverandørerne.
Vejdirektoratet har for nylig luftet en bekymring for, at entreprenøren ender med at opgive at bygge broen færdig, fordi projektet giver underskud. Den bekymring har SBJV afvist. Foto: Claus HansenClaus Hansen
Byggepladsen mindre værd
Kontrakten på byggeriet af broen har en værdi på omkring to milliarder kroner, og baseret på, hvor langt byggeriet var nået, vurderer SBJV i regnskabet, at byggeriet ved regnskabsårets afslutning 31. december 2021 havde en værdi på lidt over en milliard kroner.
På det tidspunkt havde SBJV investeret over 335 millioner kroner i byggepladsen og fabrikken, der støber broelementerne, men efter tab og afskrivninger har SBJV vurderet, at byggepladsen og dens materiel kun var 238 millioner kroner værd.
Som nævnt skriver SBJV - endda to steder - i årsrapporten, at broen ventes at stå færdig i marts 2023. Men Vejdirektoratet vurderer, at broen først bliver klar til biler i slutningen af 2025 - hvorefter jernbanen kan anlægges og være klar i 2027. Og SBJV har selv meldt ud, at konsortiet forventer, at broen er færdig i begyndelsen af 2025.
Seneste artikler
Tre unge sigtet i narkosag
Se dronning Mary afsløre den nye sten
Sommerferien behøver ikke sprænge budgettet: Naturen byder på billige alternativer
Dronning Mary indviede Dodekalitten: Det hedder den 12. sten
Allerede inden premieren: Revyen runder milepæl
Mest læste artikler
Først lovede de 33 grader på Lolland - nu er der en ny prognose fra DMI
Bevisførelsen er slut: Yacht-sagen går ind i afgørende fase
Nu kommenterer NFC-formand rengøringssag
Derfor flager busserne i dag
Museum i maribo åbner nyt magasin på lolland-falster