Kamphunde-forbud nyttesløst

Igennem flere måneder har politikere fra stort set samtlige partier været fremme med forslag til at begrænse kamphundenes fremfærd. Alle er enige om, at der må gøres noget ovenpå de seneste mange episoder, hvor kamphunde har bidt mennesker og dyr.

Alle er enige om, at lovgivningen i forhold til håndtering af kamphunde og andre problemhunde er alt for vag. En af dem, der er enig i det synspunkt er Jens Steffensen. Han har 30 års erfaring med hunde - blandt andet som hundetræner.

Siden 2003 har han drevet Steff Hundecenter mellem Toreby og Sakskøbing. Jens Steffensen mener, at nu må politikerne gøre alvor af at sørge for, at politiet får lovgivningen på sin side, så man kan håndtere problemhundene.

- I dag har politiet vanskeligt ved at føre en sag til ende, når en hund har bidt dyr eller mennesker. Først skal hunden adfærdstestes af en dyresagkyndig, og hvis den sagkyndige indstiller hunden til aflivning har ejeren stadig nogle appelmuligheder. Det er ikke rimeligt, siger Jens Steffensen:
 
- Når først en hund har bidt - det være sig dyr eller mennesker, så skal den aflives. Det bør ikke tage uger eller måneder med undersøgelser og eksperter, før det sker, siger Jens Steffensen.




Bider en hund, skal politiet kunne få den aflivet øjeblikkeligt, men et forbud er nyttesløst.

Offentliggjort Sidst opdateret