Kampvalg: Hvem bliver spidskandidaten i Guldborgsund?

Henrik Høegh-Andersen (tv.) og Henriette Klingberg-Nielsen er de to kandidater til at blive spidskandidat i Guldborgsund for Venstre til næste kommunalvalg. Foto: Privat

En gammel kending og et nyt ansigt kæmper om at blive Venstres spidskandidat i Guldborgsund til kommunalvalget næste år.

Offentliggjort Sidst opdateret

I Venstre skal der være kampvalg om, hvem de skal være partiets spidskandidat i Guldborgsund Kommune til kommunalvalget til næste efterår.

Der er således to personer, der har meldt sig til hvervet, men uanset hvem der bliver valgt, vil der være tale om et nyt ansigt, der ikke er at finde i byrådet på nuværende tidspunkt.

Det er nemlig ikke nogen af partiets to nuværende medlemmer af byrådet - Ole K. Larsen og Ditte Rust - der har valgt at stille op til valget.

Derimod er der tale om de to nye kandidater Henrik Høegh-Andersen og Henriette Klingberg-Nielsen.

Henrik Høegh-Andersen har tidligere siddet i byrådet fra 2014, hvor han kom ind som suppleant og sad der indtil kommunalvalget i 2021, hvor han ikke blev genvalgt.

Nu vil forsøge sig med at comeback og som spidskandidat for Venstre, vil han gøre mere for at få turisme til området få flere kystnære byggegrunde, der kan tiltrække nye beboere.

- Det er håbløst med den seneste plan, hvor man kun må bygge på halvdelen, siger han med henvisning til et bredt ønske om at etablere 22 hektar kystnære byggegrunde ved Pandebjergvej nord for Nykøbing, men hvor Miljøministeriet kun har godkendt, at der bliver bygget på 11 hektar.

Færre børn og flere ældre

Hans modstander som spidskandidat bliver Henriette Klingberg Nielsen, der nu træder ind i politik for første gang, hvilket hun beskriver som "en svær beslutning.

- Jeg har sagt nej mange gange, men der er brug for at få det lange lys på for udviklingen for kommunen, siger hun.

Hun vil gerne starte en samtale om, hvad vi kan gøre ved udfordringen om, at der de kommende år kommer lang flere ældre og færre børn.

Nye kræfter

Ole K. Larsen har været spidskandidat for Venstre ved de seneste valg, men mener nu, at det er på tide, at der kommer nye kræfter til.

- Det har været spændende, men jeg synes, at det er på tide, at der er nogle andre, der får muligheden, siger han.

Folketidende arbejder på at få en kommentar fra Ditte Rust.

Hvem der bliver den nye spidskandidat vil blive afgjort tirsdag i næste uge.