Karoline gik juleamok: Brugte 175.000 perler!

Her poserer 15-årige Karoline Malmskov ved siden af det imponerende julekunst, hun har skabt med perler og 14 dages ihærdighed. Privatfoto

Kører man en tur gennem Frejlev by, er der masser af juleudsmykning at lægge mærke til. Men en helt særlig julekunst baseret på 175.000 perler tager alligevel præmien for at løbe med det meste af opmærksomheden fra de forbipasserende.

Offentliggjort Sidst opdateret

Man tager 175.000 perler, en træplade, 5 ruller dobbeltklæbende tape, 10 ruller almindelig tape og et par dåser limspray. Så er man godt på vej til at kunne lave den julekunst, som siden søndag har hængt på sin nye fremtrædende plads på et hus i Frejlev.

Det er 15-årige Karoline Malmskov, der står bag "huskunsten", som alle forbipasserende kan nyde. Men inden vi kommer til vilkårene for det, for der er lige et par små nødvendige regler, så lad os lige vende tilbage til de 175.000 perler.

Et par ugers flid

- Jeg var nok omkring 14 dage om det, lyder det nemlig fra kunstneren selv, da Folketidende tager en tur rundt om det flotte perlekunst i Frejlev.

Her hænger det imponerende værk i øvrigt side om side med en del andre juleinspirerede perle-kunstværker på husets ydervægge. Det er Karolines mor, Teresa Pia Andersen, som bor i huset sammen med sin kreative datter. Men kreativitet er der også hos det moderlige ophav - ikke mindst også inden for perlerne.

Mor er også med

- De her to har vi lavet én af hver, fortæller mor Teresa under en lille rundvisning inden døre i huset, hvor der hænger perlekunst mange steder på væggene. Der er såmænd også et værksted, som ganske enkelt bliver kaldt for perlerummet.

-Det er herinde, især Karoline arbejder med perlerne, lyder det anerkendende fra mor Teresa.

Ikke en dag uden perler

Der går da heller ikke en dag, uden at Karoline kaster sig over de perler, som hun har interesseret sig for siden årene i børnehave.

- I dag er jeg med i en facebookgruppe, hvor man kan finde forskellige mønstre, og perlerne er blevet min store hobby, fortæller den 15-årige kunstner, som også bruger tid på at tegne og male.

Og så tilbage til en lille regel for nysgerriges besøg foran den tiltrækkende og imponerende huskunst.

- Man må helst ikke røre for meget ved det. Det hele hænger i tape, og perlerne er ikke strøget. Men kommer man forbi og gerne vil ind og kigge lidt, så må man altså gerne, fortæller Teresa.