Kendt konditor kom til Falster

- Jeg ville gerne have hus og have, og det blev her i Moseby, siger Torben Bang, som søndag bliver 50 år. Foto: Bjarne Arildsen

Torben Bang, der bor i Moseby, fylder 50 1. december.

Offentliggjort Sidst opdateret

I nogle år drømte han om et hus i Frankrig.

Det skulle ligge i et af vindistrikterne i Champagne eller i det nordlige Bourgogne, godt et par timer fra Paris.

Men den franske drøm ville tage nogle år at realisere, mente han, og derfor blev den opgivet igen.

Fødselar

I stedet blev det Falster, hvor han i dag bor i et hus i udkanten af Moseby.

Her er ingen vinstokke, men til gengæld en fin udsigt til den lyserøde Åstrup Kirke oppe på bakken.

Og det er her, at han søndag, 1. december, fejrer sin 50 års fødselsdag med en frokost for familien.

- Jeg ville gerne ud af byen og have hus og have, og så blev det her. Men det kunne da også have været andre steder, for eksempel Gilleleje, siger konditor Torben Bang over en kop eftermiddagskaffe.

Kom via ven

Årsagen til, at den kendte konditor kom til Falster, skyldes et bekendtskab med Christoffer Brink.

- Vi kender hinanden fra konditoriet Cakenhagen i Tivoli, inden han blev den første køkkenchef på Pomle Nakke, fortæller Torben Bang.

Inden da havde han aldrig været på Østfalster.

- Det var bare ned af motorvejen til Rødbyhavn eller Gedser. Jeg drejede aldrig herned, siger han.

Kendt for kager

Torben Bang fik selv sin daglige gang på Hesnæs Havn, hvor selskabet Falsters Kyst lavede et gammelt garnhus om til bageri og café.

Det blev et meget populært sted, blandt andet hos københavnere.

Ikke mindst på grund af de flotte kager, som Torben Bang kreerede til kunderne, og som køberne bar ud til deres biler i fine hvide papæsker.

Frankofil

Så han blev en kendt mand på Østfalster, hvor han altså også købte et ældre hus og fik det renoveret med hjælp fra lokale håndværkere.

Og herfra tager han hvert år på ferier til Frankrig, hvor han er kommet siden et job i Paris i 1999.

- Ja, man kan godt kalde mig frankofil, siger Torben Bang, som elsker at sidde på en fransk fortovscafé og drikke kaffe.

Sagt op

Men Torben Bang er kun ansat hos Falsters Kyst indtil først i det nye år.

For en måned siden blev han og andre ansatte sagt op, da Falsters Kyst besluttede at lukke havnecafeen ned for en ukendt periode.

Det skyldes som bekendt usikkerheden om fremtiden for havnen, der blev ødelagt af stormfloden i fjor.

- Det havde jeg ikke lige set komme, siger han om sin afskedigelse.

Nu vil han finde ud af, hvad der så skal ske.

- Men jeg bliver helt sikkert boende her, slår Torben Bang fast.

Ja, man kan godt kalde mig frankofil.

Torben Bang, konditor