Klippekort skal gå til immobile ældre

En ekstra halv times hjemmehjælp kan også bruges til en svingom i haven. Foto: Miriam Dalsgaard/arkiv

Afsætter 1,1 million til ekstra hjælp. Ældreråd anbefaler, at pengene går til de svageste

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND En tur til frisøren, på kirkegården eller på biblioteket med en hjemmehjælper ved hånden. Sådan er det meningen, at klippekortsordningen for ældre på plejehjem og i eget hjem eksempelvis skal bruges.

Ordningen er tidligere blevet kritiseret for at være så usynlig, at de ældre ikke kender til den. I perioder har den også været sparet væk fra Guldborgsund Kommunes budget til de hjemmeboende ældre.

Men nu er den tilbage til begge grupper, hvoraf de hjemmeboende ældre får 1,1 million kroner. Og Guldborgsund Ældreråd er inviteret til at komme med en anbefaling til, hvordan pengene bruges.

- Først og fremmest er det jo ikke mange penge, konstaterer ældrerådsformand Doris Hartmeyer med henvisning til, at der på tidligere budgetter har været afsat cirka det tredobbelte til en ekstra halv times hjemmehjælp efter eget valg.

Hun og resten af rådet er dog tilfreds med, at der igen er penge til rådighed. Men det er nødvendigt at prioritere skarpt, mener rådet, for hvis alle 6.000 Guldborgsundborgere, der modtager hjemmehjælp, skal have del i pengene, er der under 200 kroner til hver.

- Det beløb ville man ikke komme nogen vegne med, så vi foreslår, at pengene går til de svageste. Til de ældre, der sidder i kørestol, har et synshandicap eller på anden måde er immobile, så de ikke kommer ud på egen hånd, forklarer Doris Hartmeyer om anbefalingen til politikerne i social, sundhed og omsorgsudvalget.

Her skal man ved næstkommende møde tage stilling til prioriteringen af pengene.

Én ting slår Doris Hartmeyer fast, at Guldborgsund Ældreråd ikke bryder sig om at se pengene gå til.

- Vi har tidligere set, at ældre har brugt klippekort-tiden til at få lidt ekstra rengøring. Det forstår vi godt, at man kan være fristet til. Men det kan ikke være meningen, at rengøring, der jo er omfattet af kvalitetsstandarderne i kommunen og bør dækkes der, skal "spise" den ekstra tid. Den skal netop gå til noget ekstra, mener Doris Hartmeyer.

Hun synes i stedet, at politikerne skal tænke i at forebygge ensomhed og styrke det gode hverdagsliv, som det også er formuleret i kommunens egne målsætninger.