KØ FORAN BUTIKKEN DA NETTO GENÅBNEDE

Foto: Anders Knudsen

Netto på Fejøgade på havnen i Nykøbing genåbnede efter tre ugers gennemgribende renovering.

Offentliggjort Sidst opdateret

OPDATERET KLOKKEN 10.25:

- Hvor har I bare været savnet!

Det er ikke mere end tre uger siden, at Netto-butikken på Fejøgade i Nykøbing lukkede midlertidigt ned for at gøre plads til en større renovering. Men er der noget, man skal passe på med, så er det at ruske for meget op i folks indkøbsvaner.

- Butikken ligger ved en stor færdselsåre, så mange kommer forbi på vej hjem om eftermiddagen. Det gør jeg også selv, siger Annette Holbæk, der arbejder næsten lige ved siden af butikken.

Onsdag morgen åbnede forretningen på ny for at kunne passe ind i Nettos nye koncept 3.0, der skal gøre butikkerne mere rare at være i. Klokken 7.30 var der taler ved både butikschef Niels Møller-Petersen og Nettos regionschef Sebastian Vinther, ligesom der var kaffe og morgenmad.

- Det har virkelig været helt vildt, siger Niels Møller-Petersen med et meget stort smil om læberne.

- Der var vildt mange her til morgen. Vi havde faktisk ikke troet, at der ville være flere, end da Netto på Vestensborg Allé genåbnede. Men de andre chefer har også været her, og de blev enige om, at der aldrig har været så mange forbi før.

Hen ad morgenen blev køerne lange, så for at hjælpe kunderne hurtigere igennem, stillede unge medarbejdere sig klar til at udlevere gratis poser og pakke dem for kunderne, mens de betalte.

- Vi har ansat nyt personale i forbindelse med genåbningen, så det har givet nogle flere årsværk. Med forandringen kommer nye rutiner, og vi har fået et større sortiment af varer. Især i friskvare-afdelingen, og det kræver tid, forklarer butikschefen.

Annette Holbæk oplever, at den nye butik giver mere plads og mere orden i varerne. Som kunde oplever hun bedre at kunne manøvrere hen til det, hun ønsker. Om det så er spotvarer eller økologi.

- Det oser ikke så meget af discount længere, siger hun og tilføjer, at hun er glad for, at det faste indkøbssted er genåbnet.

- Må jeg tilføje noget? Ejeren her kender sine kunder så godt, at han hilser på dem, når han møder dem udenfor forretningen. Så går man altså op i sit arbejde.