KOMIKER RØG I FÆNGSEL

Christian Fuhlendorff har været bag tremmer i Storstrøm Fængsel. Foto: Jakob Bo/Primetime

Komiker Christian Fuhlendorff har været i Storstrøm Fængsel i forbindelse med en ny podcast, som har premiere i dag.

Offentliggjort Sidst opdateret

"Fuhlendorff i Fængsel" er en ny podcast fra komikeren Christian Fuhlendorff.

Podcasten giver et unikt indblik i en lukket verden, hvor komikeren har oplevet hele processen fra indsættelse i Hillerød Arrest til afsoning i Storstrøm Fængsel og løsladelse.

Podcasten kan høres fra i dag, 11. april.

Meget personligt

Komikeren har i forvejen et personligt forhold til fængselsverdenen. Derfor sagde han ja til at deltage i projektet.

Det fortæller han i en pressemeddelelse.

- Jeg har familie, som har arbejdet i de danske fængsler. Jeg har sågar familiemedlemmer, der har siddet inde, så det har været meget interessant for mig personligt at opleve fængslerne indefra og møde de særlige mennesker, som hver dag tager uniformen på for at gøre en forskel i et job, som er noget ud over det sædvanlige, siger Christian Fuhlendorff.

Jeg har sågar familiemedlemmer, der har siddet inde.

Christian Fuhlendorff, komiker

Forestillinger og faktisk virkelighed

Turen gennem de danske fængsler sker i samarbejde med Kriminalforsorgen.

Her får lytterne et indblik i en ellers lukket verden.

Fængselsbetjent Joen Hermann arbejder i Storstrøm Fængsel.

Han er glad for at vise, hvordan hverdagen ser ud for ansatte og indsatte i Storstrøm Fængsel og fængselsverdenen.

- Vi oplever ofte, at der er stor forskel på folks forestillinger om vores verden og den faktiske virkelighed. Og jeg håber, at samarbejdet med Christian Fuhlendorff kan være med til at åbne op for vores arbejde, siger Joen Hermann.

Christian Fuhlendorff mødte fængselsbetjent Joen Hermann under sit ophold i Storstrøm Fængsel. Foto: Kriminalforsorgen


Værkmester og fængselspræst

I den nye podcast møder vi fængselsbetjente, en transportbetjent, en værkmester, en fængselspræst og direktør i Kriminalforsorgen, Ina Eliasen.

Der er fem afsnit i podcasten, som følger den proces, en indsat gennemgår fra varetægtsfængsling til løsladelse.

"Fuhlendorff i Fængsel" er produceret af Podads, hvor Christian Fuhlendorff fungerer som kreativ direktør, og Kriminalforsorgen.

I podcasten følger man vejen fra varetægtsfængsling til løsladelse. Foto: Jakob Bo/Primetime