Kommunaldirektør vred over svindel: - Ikke skyggen af en chance
Når jeg ser en udtalelse fra den pågældende tidligere medarbejder om, at man lavede sorte penge, men kun for små midler - det er fuldstændig ligegyldigt. Det er princippet, at du bringer dig selv og en organisation i den situation. Det er ikke i orden, siger Søren Bonde, kommunaldirektør. Foto: Guldborgsund Kommune
Guldborgsund Kommune
Guldborgsund Kommune har analyseret sager, som en medarbejder i en problematisk dobbeltrolle sad med og finder ikke andre uregelmæssigheder end dem, TV2 har påpeget. Kommunaldirektør løfter sløret for, hvordan svindlen lod sig gøre.
I denne uge har TV2 fortalt om udfordringer med miljøsvindel i flere kommuner. I Guldborgsund Kommune har embedsmanden Thomas Aamand Jørgensen godkendt miljøansøgninger i fire tilfælde, som han selv indsendte på vegne af firmaer, han også arbejdede for. Blandt andet A+ Miljø.
Kommunaldirektør Søren Bonde fortæller, at den opførsel fra en medarbejder, hvor man snyder borgere og udstiller kolleger gør ham "godt gammeldags harm."
Thomas Aamand Jørgensen var ansat i teknik og miljø fra 2019 til 2021, hvor han selv søgte videre fra.
Sagen fra Hassselø
- I slutningen af 2020 blev en erhvervsgrund i Hasselø omdannet til boliggrund, og der blev opført et parcelhus. Området skulle ifølge regionen undersøges for forurening. Vandprøver foretaget af virksomheden A+Miljø betød, at grunden blev fjernet fra forureningskortlægningen.
- Prøverne af vandet blev analyseret af ALS Denmark, men de har oplyst Guldborgsund Kommune om, at oplysninger vedrørende blandt andet lokalitet, modtager og analyseperiode ikke stemmer overens med deres sag på det ordrenummer, som A+ er afsender på.
- Fordi prøveresultaterne angiveligt er forfalsket, vides det ikke, om vandet var rent eller forurenet. Ifølge kommunaldirektør Søren Bonde er det fortsat Region Sjælland, der er myndighed på sagen. Her har man genoptaget forureningskortlægningen med nye prøver, som man forventer svar på til februar.
- TV2 har forelagt sagen for ejeren af grunden, som hyrede A+ Miljø. Ejeren har ikke ønsket at kommentere sagen, hverken overfor TV2 eller Folketidende.
Kilde: Tv2 og Guldborgsund Kommune
Flest men ikke værst
Guldborgsund Kommune bliver opmærksom på, at de har haft en svindler ansat, da TV2's fokus på området tog fart med udsendelserne om "Den Sorte Svane." Man har efterfølgende gennemgået alle medarbejderens sager fra de forskellige virksomheder, han har stået i forbindelse med, men ikke fundet yderligere problemer.
Læs også: Svindel i kommunen: Overhørte advarsel om dobbeltrolle
Guldborgsund Kommune er den kommune, TV2 afslører flest sager i. Hvad tænker du om det?
- Jeg mener ikke, at antallet er afgørende. Det er meget små sager i forhold til de andre, der er beskrevet. Det drejer sig om én grund i Hasselø, hvor der har været tankstation, som blev fjernet, og så har der været bygget ovenpå. Der er nogle vandprøver, som er blevet forfalsket. Det er det ene, og så er der tre mindre nedrivninger af lader på enkeltstående landejendomme. Her er det meget begrænset, hvad der kan være af forurening, og det er en professionel, der har modtaget det.
Skærpet tilsyn
Søren Bonde understreger, at kommunen er en tillidsbaseret organisation, som selv rejser kritik, når Christiansborg griber ind på baggrund af enkeltsager.
- Derfor skal vi huske ikke at gøre det selv. Men vi skal vide, at vi har de rette procedurer og de rette tilgange til at håndtere situationer med medarbejdere, der også har aktiviteter ved siden af. Medarbejdere skal selv gøre opmærksom på, at der kan være et habilitetsproblem Når det er sagt, så er vi nødt til at skærpe ledelsestilsynet indenfor det område her, og det har vi gjort, uagtet denne sag.
Læs også: Afslører svindel i Guldborgsund Kommune
Ifølge kommunaldirektøren betyder det, at man som leder i kommunen har pligt til at lave tilsyn, hvor man undersøger, hvilke sager en konkret medarbejder har, og om der er et mønster i de sager, en medarbejder behandler i forhold til konkrete operatører eller entreprenører.
- Der har altid været rygter om det ene eller det andet, så der et skærpet tilsyn på området, og det var der også før sagen her.
Der har altid været rygter om det ene eller det andet, så der et skærpet tilsyn på området, og det var der også før sagen her.
Søren Bonde, kommunaldirektør i Guldborgsund Kommune
Behandlede egne sager
Søren Bonde oplyser, at det faktisk ikke er problematisk, at Thomas Aastrand Jørgensen også arbejdede i A+Miljø, som regionen gjorde kommunen opmærksom på.
- Han må bare ikke være sagsbehandler på egne sager. Han snyder os der, hvor han får tilsendt en sag fra virksomheden, lad os sige klokken 13.35. Den sørger han for bliver sendt til ham, og så godkender han den 13.37. På den konkrete sag har du ikke skyggen af en chance for at konstatere noget ved et ledelsestilsyn. Du ser det først, når der opstår et mønster.
På TV2 er Søren Bonde citeret for at lægge sig fladt ned. Men tv-stationen misser i hans optik noget væsentligt.
- Jeg lægger mig fladt ned på det, at vi ikke har set mønsteret i hans måde at sagsbehandle på. Dér har vores ledelsestilsyn svigtet. Og det er mit ansvar, at organisationen har et forsvarligt, tilstrækkeligt og risikobaseret ledelsestilsyn.