Kommune på vej mod stort underskud

Beskæftigelses-, social- og familieområdet, der får stadig flere sager, har af forskellige årsager bidraget med overskridelse af budgetterne i første kvartal. Foto: Claus Hansen/arkiv

Underskuddet går efter første kvartal mod 160 millioner kroner. Borgmester peger på corona.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND 159.843.000 kroner.

Det er størrelsen på underskuddet, som Guldborgsund Kommune er på vej mod i 2021. Det viser resultatet af årets første budgetopfølgning, som tager udgangspunkt i situationen efter årets første kvartal.

Tallene blev forelagt økonomiudvalget på dets møde tirsdag formiddag. Inden da havde byrådsmedlem Claus Bakke (V) tordnet mod unavngivne byrådskollegaer i et stykke her i Folketidende:

- Mange i byrådet har travlt med at tage sig ud med ny skole, ny hal, ny daginstitution, ny havnefront, ny alt muligt, for at skabe billeder, som isoleret set er fremragende billeder - desværre billeder, som ikke helt stemmer overens med mulighederne for at skabe høj faglighed i daginstitutioner, skoler, hjemmepleje, sociale tilbud og i jobcenteret..., hed det blandt andet i indlægget, der bar overskriften:

"Den økonomiske styring er gået fløjten i Guldborgsund Kommune".

Det udsagn er borgmester John Brædder (G), der også er formand for økonomiudvalget, ikke enig i.

- Man kan vel ikke sige, at den økonomiske styring i forhold til covid-19 er gået tabt. Man kan blot se på, hvad det koster landet i covid-19-omkostninger, for der skal man gange med 100 eller mere, i forhold til hvad det har kostet os i den her periode, siger han og fortsætter med henvisning til, at kommunens samlede budget er på over fem milliarder kroner:

- Det er den ene del af det, den anden er, at jeg ikke synes, at en procentvis skævvridning på under to procent i et budget er tegn på, at der ikke er styr på det, for det er der absolut. Så jeg synes, at det er fuldstændig skudt ved siden af, det, han siger, og jeg vil understrege, at Guldborgsund Kommune har en ganske fornuftig økonomi.

Store udgifter til dagpenge

Hentydningen til, at overskridelsen er på under to procent, skyldes, at en anseelig del af det knap 160 millioner kroner underskud er grundet corona.

Ifølge budgetopfølgningen er 65,595 - svarende til 41 procent - af de 159,843 millioner i underskuddet direkte eller indirekte forårsaget af corona.

Direkte årsager tæller et markant forhøjet rengøringsniveau, værnemidler, ansættelse af pode-teams og udvidelse af hygiejneteams med mere.

Indirekte omkostninger ses blandt andet på beskæftigelsesområdet, påpeger John Brædder:

- En af årsagerne er, at man ikke har haft mulighed for at aktivere de jobparate, fordi man har været fredet i den her periode, og det har slået voldsomt hårdt igennem i første kvartal. Men da der nu er åbnet for stort set alt og også mulighed for om lidt at sende folk i aktivering igen, tænker vi, at vi relativt hurtigt på ledighedsområdet kommer tilbage på et niveau som før covid-19. Vi kan se, at der er stor efterspørgsel på arbejdskraft i kommunen, så den skal vi nok få løst hurtigt.

I alt er underskuddet på området 78,5 millioner kroner. 36 af dem kan ifølge kommunen henføres til merudgifter fra corona. Blandt andet er den forventede merudgift på A-dagpenge på 34 millioner.

Også på blandt andet socialområdet er der behov for en ekstra bevilling, forventeligt på 32,45 millioner. Kun en lille del af disse skyldes corona, og John Brædder påpeger, at stort set alle landets kommuner oplever udfordringer på området.

- Måske det er en kombination af, at Ankestyrelsen er blevet skrappere i sine afgørelser og sender flere sager tilbage til kommunerne, og så en generel trend, siger han og nævner Madservice som en anden synder blandt de overskredne områder.

De politiske udvalg og administrationen har nu fået til opgave at dykke ned i, hvad budgetoverskridelserne skyldes. Økonomiudvalget vil så samle op på sit møde i august.

En eventuel statslig kompensation for merudgifter, der skyldes corona, forventer kommunen vil indgå i forhandlingerne mellem regeringen og KL om kommunernes økonomi for 2022. Resultatet heraf ventes omkring 1. juli og vil indgå i budgetopfølgningen per 31. juli.

John Brædder er utilfreds med underskuddet, som han dog sætter i forhold til kommunens samlede budget, men er optimistisk i forhold til at få rettet op.

- Der plejer altid at være noget, der løber i en positiv retning i løbet af de kommende kvartaler. Overskridelser er aldrig rare, og det er klart, at med 100 millioner på den forkerte side så skal vi tage det seriøst. Men jeg er ikke så forskrækket over det, og der er ingen grund til panik.

Pengene til at dække underskuddet tages fra kommunens kassebeholdning.